...
E. T.: Og nu hører De nogle uddrag fra et internt møde i Kvindernes Initiativgruppe for Ligeløn.
- For et års tid siden stillede I netop i Husligt Arbejderforbund krav om, at kvinderne skulle have det samme i løn som mændene. Vil det sige, at man ved overenskomsten faktisk ikke fik dét udjævnet, men bare fik lønningerne hævet til et højere niveau?
- Ja, vi fik lønningerne hævet betydeligt, men i samme takt har mændene jo fået deres løn hævet, og da de har bedre forhold med at det er skalatrin, som stiger automatisk, så vil de jo hele
tiden ligge foran os.
-Det vil altså sige, at det vi også skal være opmærksomme på nu, det er, at samtidig med, at vi får lønnen hævet, så er det ikke nok med, at vi får lønnen hævet og så får mændene den hævet lige så meget. Vi skal først op til mændene - og så skal begge parter op.
- Men jeg vil sige, at vores fagforening gjorde et meget stort arbejde sidste gang, og vi kom jo forholdsvis højt op.
- Kunne vi ikke få baggrunden lidt - for den strejke Husligt Arbejderforbund varslede sidste efterår.
- Den strejke, der blev varslet, kom faktisk som et udslag fra Århus Kommunehospital, hvor husassistenterne i juni måned 1970 nedlagde arbejdet og sagde, at de ville have mindst 14 kr.
i timen, for det fik deres mandlige kolleger deroppe.
- Hvor meget fik kvinderne selv?
- 9,88 og det var jo lidt diskriminerende, at de gik op og ned ad mændene, og mændene fik 14. Så kan jeg fortælle, at den 19.7.1971 sendte vi vort første strejkevarsel. Den 2.8.71 sendte
vi andet strejkevarsel, men vi fik at vide, at det kunne vi ikke af hensyn til de månedslønnede husassistenter. Man skulle indgive strejkevarsel, sådan at de kunne fratræde til den første i en må
ned. Så måtte vi trække det strejkevarsel hjem og afgive et nyt, og det gjorde man den 11.8.71. Derefter udsatte forligsmanden strejken i 14 dage, sådan at strejken kunne have gået i gang den
15. om morgenen. Men natten mellem den 14. og den 15. fik vi et tilbud, som vi kunne acceptere. D. v. s. at det gav os 1,12 som mæglingstilbudet gav, og 90 øre i zonetillæg og yderligere fra den
1.4.1972 dét, som mæglingsforslaget gav, på 90 øre, et generelt tillæg på 40 øre og et omsorgstillæg på 35 øre. Så var vi oppe på 13,55, og på det tidspunkt skulle mændene have 13,91 når de
var ansat under kommunen.
- Det vil altså sige, at det er sådan, at man har fået samme mindsteløn, men forskellige tillæg, altså, at mænd og kvinder har samme mindsteløn, men får forskellige tillæg, og på den led kom mer uligelønnen nid i billedet igen.
- De stiger betydeligt før os. Allerede efter et halvt års ansættedse. Og så bliver de lønnet efter skalatrin. Så de venter ikke på forhandlinger sådan som vi gør.
- Det er altså ikke et minimallønsystem, I har?
- Nej.
- Hvornår stiger kvinderne?
- Efter to år får de 36 kr. i ancietmitetstillæg. Dér er mandens jo betydeligt større, når de allerede efter et halvt år - - Lige, hvor meget de stiger, ved jeg ikke, men de stiger betydeligt mere end kvinderne gør.
- Ved I noget om, hvor stor lønforskellen er i dag for mænd og kvinder?
- Jeg tror, de får mellem 19 og 20 kr. - mændene. Kvinder får omkring 15 kr.
- 14,45 plus tillæg.
- D. v. s., altså, mellem 4 og 5 kr.
- Vi står nøjagtigt på den samme forskel, som vi gjorde før sidste overenskomst, altså, altså kvinde og mand imellem.
- Står de mænd, du taler om, i samme forbund - Husligt Arbejderforbund?
- Nej, de mænd, der står i samme forbund, får samme løn som vores piger får.
- De mænd, vi taler om nu, som har større løn - hvilket forbund står de i?
- Jeg ved det ikke. Jeg ville gerne vide det.
- Altså, jeg synes, noget af det, vi hører her fra Husligt Arbejderforbund, fortæller os lidt om, hvor faren ligger ved den kommende overenskomst: Når vi skal have samme mindsteløn, skal vi først op på det niveau, mændene ligger på nu. Og så skal begge parter forhandle en højere løn. For ellers kommer vi ud for det samme som Husligt Arbejderforbund har været udsat for.
- Ja, det er helt rigtigt. Det kan vi naturligvis være ganske enige om, men vi har jo virkelig kvinder, der når op over mændenes timelønninger. Men det er ved deres indsats. For det er dér, hvor
man kører akkord. Dér kører kvinderne med så gevaldigt et tempo på, at de faktisk når op over mændenes lønninger. Inden for vores område, Kvindeligt Arbejderforbund, har vi så galt en
virksomhed, der ligger oppe på et gennemsnit af 19,92. Gennem deres enorme indsats. Og det er klart, dét tempo kan kvinderne ikke blive ved med at holde til. Der er også ting, de skal holde
til, når de kommer hjem. Men dét er jo ikke ligeløn, for kvinderne skal pukle endnu mere end mændene gør for at nå helt der op.
- Jeg sidder med et uddrag fra et møde ude på Mols, hvor vi i grunden kan sige, at initiativgruppen her i Århus blev dannet. Dér kom Dagmar Andreasen, som mange sikkert husker fra tv
sidste vinter, med nogle ting hun kaldte "Rapport fra min maskine". Jeg syntes det var fascinerende at høre hende. Det var navnlig fascinerende for os, der ikke lige netop står på en fabrik. Vi kender jo for lidt til forholdene. Dagmar Andreasen sagde så mange gode ting på det møde, og hun sagde bl.a. at under over enskomstforhandlingerne sidste gang var der blevet sagt, at industriens kvinder skulle dygtiggøre sig for at blive bedre placeret og aflønnet. Men på hendes fabrik var der higen muligheder for en bedre placering. Dagmar Andreasen arbejder selv indenfor jernindustrien og står altså i Kvindeligt Arbejderforbund. Hun siger, at man skulle arbejde mange år bare for at blive kontroldame, hvilket gav ekstra ansvar, men ikke højere løn. Man kunne blive regnskabsdame, men det gav heller ikke ret meget mere. Og så kommer Dagmar Andreasen også ind på protokollatet om ligeløn, hvor hun siger, at ligeløn for arbejde af samme værdi forudsætter arbejdsvurdering, og det er hun absolut ikke tilhænger af, og det kan vi jo også sige at vi som helhed her i gruppen heller ikke er, fordi vi mener, at skal ligelønnen gennemføres, så skal det være nu og med krav om mindsteløn.
- Ja, det er rigtigt. Vi mener så absolut, at der skal være en mindstebetaling aftalt i overenskomsten, en mindstebetaling, der skal gælde alle uanset køn. Men om man så dér oven i vil lægge en arbejdsvurdering - dét kan man så altid tale sig til rette om. Men at kvinderne skal dygtiggøre sig, dét tror jeg er fuldt ud rigtigt. Vi ser da også mange af vore kvinder, i særdeleshed indenfor
jernindustrien, der tager kursus på specialarbejderskolen i lodning og montering o. s. v. og dygtiggør sig på det område, og hvis man derigennem kan få en højere betaling - - Men det skulle
være oven i den betaling, som overenskomsten siger.
- Og så skal det være sådan, at minutfaktoren er den samme for mænd og kvinder.
- Naturligvis. Både minutfaktor og timeløn.
- Altså, jeg har også haft indtryk af, når vi har diskuteret her i gruppen, at I er nok glade for akkorderne, fordi det giver større løn, men samtidig så er I alligevel - - Dette at arbejdstempoet
stadigvæk sættes op, det giver jo et forfærdeligt jag, et forfærdeligt stress på mange arbejdspladser, som I ikke kan holde til i mange år. Vel?
- Det kan man absolut ikke. For nogle år siden, da man indførte tidsstuderede akkorder og alt det dér, var det nogenlunde tilfredsstillende, men efterhånden har man fra arbejdsgiverside tiltusket
sig så meget, at faktisk alle de små finesser, som arbejderne selv har fundet ud af - - - At i dag er akkorderne så stramme, at der ikke er noget at hente hjem mere.
- Nu har vi jo også kørt det bånd, som er blevet taget på én af arbejdspladserne og hørt om denne fabrikspige,, der for at hjælpe arbejdsgiveren gør en ekstra indsats i en time eller to - hvor lang
tid, det nu tager - og så pukler løs. Og bagefter kan hun næsten blive straffet, fordi hun har gjort det.
-Resultatet blev jo, at tiden nu vil blive taget op på den afdeling, fordi hun har hjulpet arbejdsgiveren med at få det tøj igennem, som han absolut skulle bruge. Så kommer man nu og siger, at den akkord er ikke rigtig; der er sket et metodeskred, og den skal tages om, og det bliver til en væsentlig lavere betaling.
- Det er jo lidt bittert, for det er da helt klart, at man i nogle få timer kan holde et større tempo, men det er jo ikke noget, man kan gøre dagen igennem og hver dag.
- Så absolut ikke. Derfor ser vi jo også mange kvinder i dag, der er slidt op før tiden.
- Jeg har i hvert fald haft indtryk af det, navnlig indenfor beklædningsindustrien. Er det ikke rigtigt, Gurli?
- Vores erfaringer er, at vores piger faktisk for hurtigt er slidt op. Vi har i øjeblikket en tilbøjelighed til flugt fra faget. Naturligvis kan én af årsagerne skyldes vores meget lave timeløn på kr.
12,70. Det er en vanvittig lav løn at byde mennesker i dag. Og så søger man altså over til andre fag, hvor timelønnen er højere. Men vi er også udsat for at kvinder, der har arbejdet på akkord og tjener en relativt pæn akkordløn, forlader faget, simpelt hen fordi de ikke kan blive ved med at tage det hårde pres, det er. Og det er jo rigtigt, hvad Karen har været inde på her, at med de tidsstuderede akkorder kommer man mange gange i den vanvittige situation, at man får en tid taget om. Det kan vise sig, at der er foretaget en eller anden lille metodeglidning, metodeændring, som man faktisk knap nok selv er klar over, at man har foretaget. Men så får man en tid på et nyt stykke arbejde,´ og så viser det sig minsandten, at man ved det nye arbejde skal lave mere, men til samme pris. Og da har vi i hvert fald den opfattelse, og det er naturligvis også en udbredt opfattelse blandt medlemmerne, at det er fuldkommen urimeligt at de små metodeforbedringer, som
vi sidder i det daglige og finder frem til - at dét kan arbejdsgiveren alene tage. Altså, hvis det er sådan, at vi finder frem til at lave arbejdet på en lettere måde, ja, så laver vi en større produktion og derved får arbejdsgiveren efter vores opfattelse andel i merfortjenesten, og så er der ikke nogen som helst grund til og så at tage en ny tid, og derved straffe os på den måde.
- Det var en overgang meget aktuelt, at man skulle præmiere disse små opfindelser, om man så må sige, fra arbejderside. Men det er jo aldrig nogensinde blevet til noget. Det er arbejdsgiveren,
der får hele profitten af de metodeskred, der sker.
- Vi har godt nok en bestemmelse om, at hvis vi finder frem til en metode, der er bedre, så får vi gevinsten i 3 måneder, men så skal det være en større ændring. Småændringerne, dem man faktisk næsten ikke engang selv opdager, dem får man ikke noget for.
- Arbejdsgiveren har ret til at tage akkorderne om, når der viser sig en ændring på plus minus 5.
- Ved os tager de det bare med det samme.
- Indenfor tobakken har vi jo delvis ligeløn, men på de områder, hvor der er akkord, er det akkord fra bunden, og det vil sige at mange af pigerne går hjem med en ugeløn, der er mindre end tid
løn. Det er meget stressende at arbejde på akkord.
- Indenfor tobaksindustrien, er det så ikke specielt indenfor cigaretproduktionen at pigerne klarer sig bedre end mændene? Eller er det ved cerutterne?
- Jo, det er det. Nu har vi imidlertid ikke nogen cigaretfabrik her i Århus. Det foregår kun med cerutter og cigarillos.
- Er der ikke noget med, at kvinderne er mere fingerfærdige til det arbejde?
- Vi har slet ingen mænd, der kører ved cigarillosmaskinenie i Århus.
- Men er det fordi mændene ikke har nogen stor fingerfærdighed?
- Jeg vil ikke tro, de er så fikse på fingrene til det som pigerne er.
- Det vil altså sige, at kvinderne ikke behøver at være bange for at stille krav om ligeløn? De bliver ikke produceret ud af det?
- Absolut ikke. Det kan der slet ikke blive tale om.
- Der er bare dét, at mange kvinder stadigvæk er lidt bange for, at de skal miste noget.
- Den risiko ligger der slet ikke. Der er brug for al den arbejdskraft, kvindelig arbejdskraft, der overhovedet kan fremskaffes.
- Det skulle man jo også tro, at der måtte være, når vi stadigvæk er nødt til at importere fremmedarbejdere - så skulle man jo lige så godt kunne benytte den arbejdskraft, der ligger herhjem
me.
- Der var mere, Dagmar Andreasen sagde på det Mols-møde, jeg stadigvæk vender tilbage til. Vi havde jo også en vældig diskussion derude, og dér kom vi ind på nogle af de ting, vi også har
været inde på i gruppen: Hvorfor det har været så svært at trække kvinderne op. Og det hænger jo så også sammen med at kvinderne mange, mange gange har dobbeltarbejde, ikke? Når de kommer hjem om aftenen, så er det jo for det meste dem, der skal udføre det huslige arbejde og klare arbejdet med børnene, fordi vi stadigvæk hænger fast i vores traditionelle kønsrollemønster, og de færreste kvinder orker at deltage i organisationsarbejde. Det har jo igen medført, at selv i de forbund, hvor der er overtal af kvinder - dér er der flest mænd i hovedledelsen. Vi kan bare tage mit eget område, HK. Jeg tror 75 % af medlemmerne er kvinder, men 90 % af ledelsen er mænd. Selvfølgelig er det vores egen skyld, det kan jeg godt se - til en vis grad i hvert fald.
- Vi kan jo ikke forvente, at mændene bare sådan kommer og overlader os posterne og forærer os det hele. Vi er jo nødt til at dygtiggøre os.
- Vi har været lidt for tilbageholdende.
- Men det er svært for kvinderne, når de har udearbejde og så skal hjem og passe mand og børn - og så også tilkæmpe sig stillinger.
- Det er dét, vi skal have mændene til at indse også: at de har en opgave. Det er ikke alene kvinderne, der skal lave deres roller om. Det er også mændene. Men det må vi jo prøve at opdrage
den kommende slægt til.
- Skal vi nu ikke gribe os selv lidt i barmen? Hvis kvinder har været for tilbageholdende - - - I alle tilfælde er det meget, meget svært at få organiseret kvinderne. Dér mangler vi mændene til at støtte os, fordi mændene synes, det er helt i orden at de tilhører deres fagforening, og de kæmper dér - men at deres koner er organiseret, det er mindre vigtigt. Det er meget svært at få organiseret kvinderne og i særdeleshed kvinder ude fra oplandet, fordi kvinder undervurderer sig selv. De har ikke selv været interesseret nok i at kæmpe sammen med organisationerne om at få ligeløn. Derfor har arbejdsgiverne jo haft en mulighed for at få kvinder ind til en mindre betaling end den, overenskomsten siger.
- Nu har vi jo også her haft en snak med nogle kvinder fra Ålborg. Man kunne jo høre der oppe fra, at dér lå lønnen på et lavere niveau indenfor visse fag end den gør her i byen. Det er jo sådan set lidt forstemmende, at der i så lille et land kan være sådanne lønforskelle fra landsdel til landsdel. Jeg ved godt, hvad grunden er, men det er alligevel forstemmende. Synes I ikke det? I arbejder på de samme overenskomster og så er det endda i Kvindeligt Arbejderforbund.
- Tag bare København og provinsen, hvor vi har en afstand på mellem 1,50 og 2 kr. Det er forkasteligt. Århus er dog ingen provinsby i den forstand. Det er dog den næststørste by i landet. Det er forkert og det skal man naturligvis også have rettet op. Der udover er der jo også dét med udbud og efterspørgsel. Dét har en vis indflydelse på, hvordan lønningerne ligger. Nu nævnte du
Ålborg, hvor man jo har haft den store ledighed, hvad vi ikke har haft her i Århus, og det vil joi naturligvis også påvirke lønningerne.
- Det kan man måske aldrig komme helt til livs. Det kan da godt være, det er helt umuligt.
- Jeg tror ikke, det er umuligt at komme til livs. Ligelønsspørgsmålet er ikke kun et spørgsmål om ligeløn mellem mænd og kvinder. Det er lige så meget et spørgsmål om ligeløn mellem København og provinsen. Det er helt urimeligt at mennesker, der bor i Ålborg eller Århus skal være dårligere lønnet end i København. Det kan jeg ikke finde nogen som helst begrundelse for. Men jeg
kunne godt tænke mig at vende tilbage til dét, Karen sagde før om, at vi også måtte gribe os selv i barmen og sige, om vi ikke også selv gjorde for lidt. Og jeg tror, det er rigtigt, at vi har gjort
for lidt. Men vi må vel på den anden side sige, at der er ved at ske en ændring nu - at kvinderne er ved at finde ud af deres eget værd. Men det er rigtigt, at vi har et problem med at få kvinderne organiseret. Dér synes jeg, det mest forstemmende er, at fagorganiserede mænd kan gå så vidt som - - - Vi har haft et enkelt tilfælde, hvor en fagorganiseret mand har skrevet til os og bedt om at få sin kone udmeldt af fagforeningen. Mens hun havde arbejde. Det var altså ikke hende selv, men manden, der skriver til os og beder om at hun bliver meldt ud af fagforeningen, samtidig med at han gør opmærksom på, at han selv er organiseret i en fagforening her i byen. Og så skriver han godt nok, at han ikke har lagt ret meget pres på hende, men altså - noget pres har han lagt. Og det er altså en helt fantastisk opfattelse at have af tingene, at bare den ene er organiseret, så kan den anden godt spare kontingentet. Dér er det jo helt urimeligt, at man ikke vil være solidarisk, for man vil godt have de lønforbedringer, som - på trods af at de er små - trods alt bliver skabt af fagbevægelsen. Dem vil de uorganiserede meget gerne have. De vil også godt have en forlænget ferie. De vil også godt have andel i de sociale goder, som fagbevægelsen trods alt også har været med til at skabe. Så derfor er det jo helt urimeligt at selv fagorganiserede folk kan have en sådan opfattelse.
- Du snakker om de sociale goder, men den her gang til overenskomsten kan vi jo godt blive enige om, at ligelønnen skal prioriteres på førstepladsen og så må de andre ting komme i rækkefølge, som det nu vil passe, men sidste gang var den jo langt nede i rækken.
- Jeg synes at det ligelønsmøde vi havde her for nylig, hvor vi havde fem forbundsrepræsentanter her ovre - at dér var det meget glædeligt, at alle faktisk sagde, at de absolut ikke ville gå ind
for et mæglingsforslag, der ikke indeholdt ligeløn og alle erklærede sig indforstået med, at det skulle være en ligeløn med den samme mindsteløn. Ikke gennem en arbejdsvurdering. Det syntes
jeg var meget interessant, at man var enige om det. Vi har her på det sidste hørt arbejdsgivere, som har sagt, at de godt vil gå med til ligeløn, men det skal være ved en arbejdsvurdering. Hvis vi
får en arbejdsvurdering, vil det ikke være en ligeløn undtagen på papiret, for så vil vi komme i den situation, at de specielle kvindefag vil blive vurderet lavest og så har vi nøjagtig den samme
situation, som vi har i dag. Så er det kun på papiret. Vi vil have en ligeløn, som er reel. Vi vil op og have fjernet den forskel, der er mellem mands- og kvindelønninger, og så vil vi have arbejderne, lønmodtagerne, op på en anstændig løn. Vi vil have fjernet hele begrebet om kvindelønninger, for det må være løn for arbejdere, og ikke for mænd og kvinder. Det er efter min mening fuldkommen uværdigt, at man har de to begreber i vore overenskomster. Og det betyder naturligvis også samme akkordtillæg, men det behøver man vel ikke understrege? Det kommer vel som en naturlig ting.
- Der er vel også dét at sige til det, at skulle der en arbejdsvurdering til for at få ligeløn, så kunne den jo slet ikke gennemføres ved næste overenskomst. Det tager jo alt for lang tid. Der vil gå
adskillige år. Alene med at få arbejdet vurderet. Dét har vi jo også diskuteret her i gruppen, hvor bl.a. tobaksarbejderne har givet os en redegørelse, og det forekommer mig, at Jytte har sagt, at det har taget 5-6 år, og så er de ikke engang nået frem til det endnu på deres arbejdspladser, vel?
- Nej, det er helt korrekt. Det tager lang tid. Vi har indenfor tobakken arbejdet med det fra 64, hvor det så har ligget stille et år, og nu er taget op igen, men stadigvæk ikke er færdigt udarbejdet. Jeg tror også, at tiden er løbet fra arbejdsvurdering som en lønform i dag.
- Hvis man overhovedet skal have nogen form for vurdering, så må det jo være noget, som de enkelte forbund - - - Det kan ikke være ligelønnen, der skal gennemføres ved en arbejdsvurdering.
- Nej, absolut ikke.
- Ved en arbejdsvurdering vil der jo blive nogle kvinder, som ikke vil blive vurderet ret højt. Og det vil sige: hvor det er rent kvindearbejde, såsom husmoderafløsningen og hjemmehjælpen - de vil stadigvæk ligge i bunden, så det kan ikke være rigtigt.
- Skal vi slutte med at fremhæve vore krav endnu engang?
Ja, det synes jeg ville være fornuftigt.
At der er udbredt enighed her i gruppen om, at vi skal holde fast ved det krav, som gruppen i København også er gået ind for, nemlig
...