...
Hvad skete der egentlig i 1959? For denne artikel er hovedbegivenheden, at SF blev stiftet. Men 1959 var også det år, hvor litteratur, skrevet af kvinder, bestod af Karen Blixens "Sidste fortællinger", Eva Hemmer Hansens "Skandale i Troja" og endelig Tove Ditlevsens "Blinkende Lygter". Det var det år, hvor erhvervsfrekvensen for gifte kvinder var 18 (den blev fordoblet på de næste 10 år) og for ugifte kvinder 56. I 1959 huskedes endnu sidste valgs socialdemokratiske plakat med titlen Arbejde og Tryghed: far (arbejde) kommer hjem til Mor (tryghed) i det hvide forklæde og med de glade børn. Halleluja og Amen.
Det var i disse rammer SF i sine første år formulerede sin kvindepolitik.
SFs stiftende landsmøde den 15. februar 1959 vedtog en forholdsvis kortfattet "hensigtserklæring", det siger næsten sig selv, at hovedmålet med udtalelsen var at placere SF i forhold til DKP og Socialdemokratiet. Derfor er vedtagelsen holdt i meget generelle vendinger og det er altså ikke sært, at kvinde-politiske spørgsmål overhovedet ikke blev berørt.
Det blev de derimod - omend ganske kort - i Programudtalelsen, vedtaget på SFs første kongres 7. juni 1959:
"Lige løn for lige arbejde må sikres, den lavere aflønning af kvinder er uværdig og samfundsmæssig usund".
Allerede i valgprogrammet fra 1960 indgik desuden kravet om dækning af behovet for flere institutioner.
I 1963 kom efter et langvarigt arbejde først i 13 mands-gruppen og siden i en fire mands-gruppe det blivende grundlag for SFs politik: Principprogrammet. Principprogrammet indeholdt en analyse af den danske kapitalisme. I den bedste marxistiske tradition indtager kvinder ikke nogen særstilling.
I afsnittet "socialistiske perspektiver, familie og bolig redegøres der imidlertid for kvinders dobbeltarbejde og det fastslås at "virkelig ligestilling kan kun sikres, når mand og kone er økonomisk uafhængige af hinanden".
Endvidere står der: "En betingelse for at gennemføre ligestilling er oprettelsen af de nødvendige børneinstitutioner, offentlig støtte til forsøg med kollektivhuse og lignende arbejdssparende
foranstaltninger, og et brud med fordomme om den traditionelle arbejdsstilling i familien . . . Der må sikres alle mødre økonomisk baggrund for at være hjemmegående i barnets første leveår. Derefter vil halvdagserhvervsarbejde og halvdags-børnehave ofte være den mest fordelagtige løsning".
Her er man altså blevet opmærksom på kvindernes dobbelt- arbejde og er da også indstillet på at ændre arbejdsdelingen, men man accepterer fortsat at kvinderne har ansvaret for omsorgsarbejdet og med det udgangspunkt er den bedste
løsning - for hende - et halvdagsarbejde.
Det er så typisk skrevet af mænd med teorien i orden: Den økonomiske uafhængighed er en betingelse for en reel ligestilling. Kun 10 linjer længere nede løses andre problemer ved at give kvinderne halvdagsarbejde. Det faldt slet ikke fire-mandsgruppen ind, at problemerne også kunne løses ved at manden afgav noget af deres fritid. For i den traditionelle marxistiske opfattelse af kvindefrigørelsen lægges hovedvægten nok på kvinders økonomiske uafhængighed som en forudsætning, men den sande kvindefrigørelse er først mulig i et socialistisk samfund. Derfor klassekamp før kvindekamp.
Disse citater repræsenterede SFs principielle synspunkter om kvindepolitiske spørgsmål omkring dannelsen af SF. Og hvad kom der så af konkrete forslag fra partiets parlamentariske repræsentanter? Først og fremmest kom forslaget om fri abort, som SF rejste første gang i 1966.
Gunhild Due stillede faktisk også i 1970 forslag om lige løn for lige arbejde i folketinget.
Det er under alle omstændigheder et magert resultat. Men husk, det skal stadig ses i lyset af tidens kvindeopfattelse.
...
I 1975 vedtog SFs landsmøde, at det efterfølgende landsmøde (altså i 76) skulle behandle et handlingsprogram for partiets politik.
Det fik kvindegrupperne til forholdsvis tidligt at arbejde med de krav, kvindegrupperne ville stille til et handlingsprogram. Det kom til at hedde "Udkast til program for SFs kvindepolitik".
Det blev behandlet på kvindelandsmødet i foråret 76. Det mindede i sin opbygning om ligeretsprogrammet, men dog således, at handlingssiden var væsentlig udbygget. Det var kønskvotering, som her var hovedhjørnestenen; kønskvotering til
- ansættelser, videreuddannelser og forfremmelser
- som betingelse for egnsudviklingsstøtte
- ved uddannelser
- til parlamentariske forsamlinger
- til SFs organer
Derudover indeholdt udkastet en række af kvindegruppernes tidligere krav så som gratis børneinstitutioner, barselsorlov til mænd, forkortet daglig arbejdstid - nu hed det 6-timers arbejdsdag . . .
Der var på kvindelandsmødet flertal, men ikke enighed om at forslaget om kønskvotering til SFs organer skulle fremsættes på SFs landsmøde. Som så mange gange før og senere valgte kvindegrupperne så ikke at fremsætte forslaget. Kvindegruppernes tese om at man kan tale sig til
enighed var vitterlig i mange situationer - især i forhold til omverdenen - en vældig svaghed. Også fordi ganske få SF-kvinder kunne hindre flertallet i kvindegrupperne i at være udfarende.
I denne situation betød det mindre, fordi kønskvoteringsforslaget blev stillet af Roskilde partiforening og vedtaget under mange sværdslag på landsmødet i 76 med virkning ved næste valg.
Det ville sige for HB i 78; for valg til andre organer i 77.
Til HB-valget på landsmødet i 76 havde kvindegrupperne desuden sammensat en kvindeliste på 10 kvinder, som gik til valg på ligeretsprogrammet og kvindegruppernes udkast til handlingsprogram.
Uanset at kønskvoteringsreglen først trådte i kraft et år senere opnåede samtlige kandidater på kvindelisten valg til hovedbestyrelsen. De to som suppleanter.
Kønskvoteringsreglen for interne valg var et gennembrud for kvindegrupperne i SF i 76. Det var første gang kvindegrupperne efter den lidt klamme vedtagelse af ligeretsprogrammet havde lejlighed til at måle sin styrke som gruppe. Jeg tror, at vedtagelsen af kønskvoteringsreglen kom lidt bag på de fleste.
Resultatet af kønskvoteringsreglen var for det første at en gruppe kvinder, som medbragte en tradition for at gøre det private politisk; for at støtte hinanden i en udpræget mandsverden, fik sæde i hovedbestyrelsen. Det lykkedes ikke altid, hverken at præge arbejdet med det private eller at støtte hinanden effektivt. Men det blev bedre.
For det andet betød kønskvoteringsreglen at et større antal kvinder fik erfaringer fra ledelsesarbejdet, som de bragte med andre steder i partiet - partiforeninger, udvalgsarbejdet osv.
Kønskvoteringsreglen har også påvirket kvindegrupperne. En stor del af kvindegruppe-kvinderne har nu erfaringer enten fra partiets ledelse eller fra parlamentariske forsamlinger. Erfaringer, som bruges i kvindegruppesammenhæng.
,Den flade struktur, nærheden, kontakten kvinderne imellem er fortsat et kendetegn for arbejdet i kvindegrupperne, men kvindelandsmøderne har ikke længere helt det samme uformelle forløb som tidligere. Det kræver mere selvdisciplin nu at fastholde kvindeværdierne; at give plads for andre, at gøre beslutningsprocessen åben, at lytte og vente.
Alligevel bliver der leet lige så tit som før på kvindelandsmøderne.
...