...
Men vi vil ikke have Jer med, I hjælpsomme forstående mænd,vi vil ikke længere samarbejde på jeres betingelser, vi vil ikke være mænd. REJS JER, MÆND! og fordom jeres egen kønsrolle. Først når I åbent tør erkende, at I sidder nøjagtigt lige så forbander fast i den umenneskelighed, der hedder kønsrolle, kan vi begynde at samarbejde på lige fod og fælles betingelser.
Socialisme er nødvendig, men ikke tilstrækkelig. Arbejder vi for
revolutionen, er det mændenes revolution, derfor lader det sig ikke
gøre blot at arbejde indenfor allerede eksisterende socialistiske partier
og grupper. Først når kønsrollekampen bliver accepteret af både mænd
og kvinder som en integreret del af klassekampen, er vi, RS, gjort
overflødige.
Det Det er åbenbart en så fast forankret opfattelse, at kvindesag er
entydig og derfor upolitisk, at vi i hvert fald bliver nødt til, at
erklære os som socialister. Det bedste havde naturligvis været, om
denne definition var blevet fremtvunget hos andre i kraft af vores handlinger. Men så stærkt har vi desværre ikke kunnet handle endnu, eftersom kvinder med den stik modsatte målsætning (at blive mænd på det etablerede systems betingelser) - som f.eks. Ulla Dahlerup - bliver slået i hartkorn med RS. For slet ikke at tale om de kvinder, der ganske troskyldigt opfatter sig selv som RS, som Kirsten Ketchup, der var medlem af Venstres Ungdom og RS udtalte sig på DSF’s årskongres , der netop er blevet afholdt.
En sådan holdning kunne måske opfattes som værende i modstrid med vores krav om søstersolidaritet. Det er blot ikke tilfældet, al den stund sådanne damer er at betragte som mænd. Kravet om søstersolidaritet kan kun forklares i lyset af vores organisationsform – eller mangel på samme. RS bevægelsen består af en række basisgrupper, der er autonome og uafhængige. Hver enkelt gruppe står således alene til ansvar for sine egne handlinger. Ønsker en gruppe samarbejde med andre grupper, er det nødvendigt at alle der skal deltage i den aktuelle handling aktivt har medvirket til at udforme forløbet og indholdet. På den måde skulle det være muligt, at undgå hierarki og styring. En sådan decentralicering kræver et højt bevidsthedsniveau og aktivitet fra hver enkelt deltager.
For at øge bevidstheden og accelerere aktiviteten, der hos kvinder, i kraft af deres kønsrolle ofte er lav, er det påkrævet, i fællesskab at frigøre sig fra en tro på, at en række problemer er rent personlige, for i stedet at se dem i en større sammenhæng, hvor de i langt de fleste tilfælde hører hjemme. Det er ikke en frigørelse, der alene vedrører kvinder som kvinder, men et opgør med menneskets uformåen som en usand myte, der bliver stadig mere påkrævet, fordi de står stadig skarpere tegnet, at den i hvert fald er uforenelig med demokrati.
Denne tro på sin egen og enhver af de andres formåen, der kræver fri handleret på lige vilkår og med samme ansvar for alle uden forudgående kontrol, kalder vi søstersolidaritet.
Den efter almindelig praksis logiske og forventede afslutning på det her skrevne er noget i retning af: "RS´ nes mål er bla., bla., bla.,….. Men hvorfor fortælle hvad jeg tror kunne være mit mål lige netop i dag, når jeg ved det i morgen vil være et andet, udfra den betragtning at hverken min egen bevidsthed eller den virkelighed jeg lever i - de to faktorer, der er bestemmende for min målsætning - er i stadig forandring. Det eneste jeg kan give, er en anti-målsætning, men ikke i form af et manifest, kun i kraft af mine handlinger, som et udtryk for hvilken udvikling eller tilstand jeg i hvert fald ikke kan tolerere.
...