...
Hun kanter sig ind ad døren iført ulster og permanentkrøller, lang, ranglet og bumset. Vrider sig ned i stolen og skuler fjendtligt til mig.
Mit lille kontor ligger for enden af en lang gang med døre ind til et utal af tilsvarende rum. Hen ad gangen har jeg hørt hendes skarpe trin, der ikke lød som en ung kvindes skridt, men hun er bare 23 år.
Vi befinder os i Mødrehjælpens store silo i Svendborggade, og årstallet er 1959.
Jeg havde valgt ansættelsen, fordi jeg vidste, at der i den daværende mødrehjælp var gode uddannelsesmuligheder i et tværfagligt miljø med mange kolleger, hvilket jeg netop savnede i lilleputmiljøet i Ring i Ring.
Først den dag jeg tiltrådte, fik jeg besked om, at jeg udelukkende skulle behandle kvinders ansøgning om legal abort og dermed på samfundets vegne administrere deres kønsliv og underliv.
På dette tidspunkt administrerede Mødrehjælpen den seneste abortlov fra 1956.
Inden denne lovs vedtagelse havde en ophidset folkelig debat lagt snævrere rammer end ventet for udvidelsen af kvinders adgang til abort.
Det mest nyskabende ved loven var indførelse af abortsamråd, der skulle afgøre alle ansøgninger om svangerskabsafbrydelse med een undtagelse: Hvis kvindens liv eller helbred var i fare, kunne afgørelsen træffes af overlægen på et sygehus. Efter 1956-loven kunne der gives adgang til abort:
- når der var fare for kvindens liv eller helbred. I denne bestemmelse var indbygget en beskeden socialmedicinsk indikation, idet der kunne tages hensyn til både fysiske og psykiske sygdomme eller svækkelsestilstande,
- når kvinden var besvangret ved en kønsfrihedsforbrydelse, den såkaldte etiske indikation,
- når der på grund af arvelige anlæg eller beskadigelser i fosterlivet var nærliggende fare for, at barnet ville komme til at lide af sindssygdom, åndssvaghed eller alvorlig og uhelbredelig abnormitet eller legemlig sygdom - den eugeniske indikation, og endelig:
- når i ganske særlige tilfælde alvorlige fysiske eller psykiske defekter eller andre lægeligt begrundede forhold medførte, at kvinden skønnedes uegnet til at tage vare på sit barn. Denne såkaldte defektindikation var det eneste nye i loven, og den var så strengt formuleret, at den kun kunne anvendes i meget begrænset omfang.
I 1959 skulle cirka to tredjedele af kvinderne have afslag på deres ansøgning om abort.
Den officielle grundholdning i datidens mødrehjælp var, at abort var en nødløsning. Kvinderne skulle hellere hjælpes og støttes til at gennemføre deres svangerskab. Til gengæld kæmpede man politisk den enlige mors sag og kunne i langt højere grad end i nutiden tilbyde en bred vifte af hjælpeforanstaltninger.
Allerede ved ansættelsen var jeg klar over, at jeg var i modsætning til denne overordnede holdning. Jeg var selv barn af tiden, kendte som alle andre kvinder graviditetsangstens svimmelhed før menstruationen og den næsten overdrevne brug af pessar, creme og udskylningsapparat.
Her sad vi så - to næsten jævnaldrende kvinder - begge på hver sin måde bange for den anden. Emsigt hentede jeg kaffe på sekretærkontoret ved siden af, instruerede hende om husordenen: at kaffen skulle drikkes diskret, da nyfigne pensionister i genboejendommen ofte sad med kikkert for at se de faldne kvinder og konstant klagede over, at der ikke blev bestilt noget, men kun drukket kaffe.
Hun ænsede hverken kaffen eller min nervøse sludren. Så blot på mig med døde øjne og sagde: "Jeg vil ikke have det barn."
Det var jo gået op for mig, men jeg skulle optage journal, spørge ud om de sociale omstændigheder, skaffe oplysninger om barnefaderen, instruere hende om lovgrundlaget.
Det var næsten umuligt at tø hende op. For mig - omhyggeligt opdraget til takt og diskretion - en grænseoverskridende handling.
Langsomt fik jeg trods hendes modvilje trukket den næsten traditionelle historie ud af hende.
Hun var opvokset i et fattigt vestjysk fiskerhjem fanatisk bundet til Indre Mission. Barndommen havde været trist med afsavn, skyld og synd. Herrens vrede havde lyst over hvert af barnets livsglade ytringer. Helvedes svovlpøl var nær. Forældrene til den store søskendefolk på syv havde tigget, nærmest besværget hende om ikke at tage til hovedstaden - denne syndens by. Men opbrud og andre livsformer havde lokket, og hun blev husassistent i et bedre københavnerhjem. Af forældrenes breve fremgik det, at de bad for hende hver nat.
Da vi kom til spørgsmålet om faderen til det ventede barn, brød hun sammen. Jeg prøvede at forklare, at mig kunne hun sige alting til, da intet menneskeligt var mig fremmed - dengang unægtelig noget af en overdrivelse.
På et tidspunkt, hvor vi var kørt helt fast, gjorde jeg den traditionelle begynderfejl at tale om mig selv. Jeg forklarede, at også jeg havde et seksualliv uden at være gift. Hun standsede brat sin gråd og stirrede forarget på mig. Ud af munden strømmede fædrenes og herrens vrede.
Først da forstod jeg hendes totale katastrofe. Hun havde overskredet ikke alene miljøets, men også sine egne normer og fordømte sig selv dybt.
Meget længere kom vi ikke. Da hun med optrukne skuldre rejste sig for at gå, sagde hun blot stille, at hvis hun skulle have det barn, gik hun i stranden.
Et par uger efter skulle jeg meddele hende afslag på abort.
Kvalmen sad i munden på mig, jeg havde øvet mig ihærdigt, men endnu ikke lært at håndtere det svære, at kvinderne kunne se afgørelsen på øjne og kropssprog, så snart de trådte ind ad døren.
Hun drejede lige så stille om på hælen og gik sjokkende ned ad den lange gang; jeg løb efter hende, hun vred sig løs fra mit greb og gik sin vej. Og gik i stranden - en af de mange forsvundne. Og jeg gik i panik.
Selvbebrejdelserne væltede ind over mig. Det var min første sag. Jeg havde forsøgt at beskrive hendes dybe sjælesorg.
Det var ikke lykkedes, jeg havde svigtet med frygtelig konsekvens. For mig så jeg to forslidte forældre bærende på skammen, mens de anråbte en straffende gud.
Jeg faderbundne pige, der altid godt havde kunnet lide mænd, følte pludselig en dump vrede mod ham derude i den fine villa med den store indtægt, der havde skullet have midalderens mandighed bekræftet ved at forføre en sølle ranglet fiskerpige fra Hanstholm.
...