...
I en række udtalelser, der har vakt opsigt og er blevet diskuteret i
hele USA, hævder den amerikanske sociolog Betty Friedan, at kun hvis man
er passiv, barnlig og afhængig, kan man i vor tid holde ud at være
udelukkende husmor.
- Intet voksent menneske kan føle det tilfredsstillende at nøjes med at snakke med mand og børn og få sit eget hjem til at skinne... Den moderne
husmors tilværelse er så utilfredsstillende, at hun må finde
tilfredsstillelse ved stadig at købe nye ting og ved at gøre sin mand og
sine børn til statussymboler...
ER KVINDEN lykkeligst ved at have et erhverv? Er husmoderen, der
udelukkende er husmor, lokket i en fælde ved at man har foregøglet
hende, at det er "naturligt" for hende at være husmor, at
husmorgerningen er den rigtige ramme om hendes kvindelighed? Er en
husmor, der falder til som husmor, i fare for at miste sin identitet som
menneske?
...
- Gennem de sidste 50 år har kvinder, fra alle sider fået at vide, at deres hedeste stræben må gå ud på at kapre en mand, og hvordan, man derefter holder på ham.
DEN amerikanske forfatterinde og sociolog Betty Friedan er kommet med et
af de skarpeste angreb på husmodergerningen, der har været fremme siden
suffragetternes tid omkring århundredskiftet. Hun har skrevet det som
en lang artikel i McCalls og har uddybet det i bogen The Feminine
Mystique, som er kommet hos W. W. Norton.
Hendes synspunkter har vakt opsigt over alt i USA og vil formentlig også
gøre det i Europa. De går nemlig kort sagt ud på, at husmodergerningen,
som den former sig i dag med alle vore tekniske hjælpemidler (i USA ser
de flere end her) må være utilfredsstillende for et sundt, voksent
menneske med en uddannelse. Kun hvis man gør sig passiv, barnlig og
afhængig kan man holde ud at være husmor, siger hun.
- Mens den amerikanske forstadshusmor reder senge, går til købmanden,
...
spiser syltetøjsmadder med børnene, når de kommer fra skole, kører dem
til spejdermøder og dans og ligger ved siden af sin mand om natten, har
hun ikke turdet stille sig selv det tavse spørgsmål, som ligger og lurer
i hendes underbevidsthed: Er dette alt? Er dette det hele? Skulle der
ikke komme mere ud at mit liv?.
Man har givet pigernes uddannelse skylden for, at husmødrene bliver utilfredse ved ”kun”, at være husmødre.
- Men, siger Betty Friedan, hvis en uddannelse giver mennesket udsyn og
...
menneskelig rækkevidde, har fået flere og flere amerikanske kvinder til
at føle, at de er gået i en fælde, så de føler sig frustrerede og
skyldige - ja, så er det, ikke uddannelsen, der er noget i vejen med.
For så er det det klare signaler til, at kvinderne har vokset fra
rollen, hvor man udelukkende er husmor.
...
- Husmoderen har lukket sig ind i et irreel verden. Hun spiller mere umoden, end hun er, bare for at være tilstrækkelig ”feminin”.
Feminiteten har trukket kvinderne nedad. I de sidste halvtreds år har
eksperter fortalt dem, hvordan man fanger en mand og beholder ham,
hvordan man giver barn brystmælk, hvordan man bager brød, tapetserer sit
eget hjem, klæder sig, ser ud. De har lært, hvordan må, gør sit
ægteskab spændende hvordan m skal tale til sin mand for at holde på ham,
hindre ham i at dø ung, og hvad man skal gøre for, at undgå, at sønnen
bliver en ungdomsforbryder. Husmødrene har lært at have ondt af de
"stakkels, neurotiske ulykkelige" kvinder, som ville være digtere,
psykiatere eller præsidenter. Forstadshusmoderen i USA har
arbejdsbesparende køkkenmaskiner, hun er smuk, sund og veluddannet.
Hun kan vælge mellem biler, klæder og supermarkeder. Hun har alt det, en
kvinde kan drømme om. Men hun lever en snyltertilværelse, siger Betty
Frieden. Hun snylter på sin mands og på sine børns tilværelse. Det er
ikke et liv for et voksent menneske. Hendes tilværelse får hende til at
føle, at hun ikke rigtig eksisterer. Hun begynder at søge
tilfredsstillelse i ting, anskaffe sig nye ting - og jo mere hun går i
stå og mister i menneskelig potens, desto mere må hun spille på sin
seksuelle potens.
...
De utilfredse kvinder - er der flest af dem blande de amerikanske forstadshusmødre?
Børn for at udfylde tomheden
Betty Friedan har selv hjem, mand og tre børn. Mens de var små, led hun
af skyldfølelse over, at hun gik på det arbejde, der interesserede
hende, og som hun var uddannet til. Siden har hun studeret "det problem,
som jeg ikke har noget navn for”, blandt tusinder af de
hjemme-husmødre, som burde missundes, men som er triste og menneskeligt
utilfredsstillet. I længden mener hun ikke, at det kan give kvinder, der
har været på college bare et år (vi kan vel sammenligne det med vores
sidste mellemskoleklasse) tilfredsstillelse nok, at hendes hjem skinner
så flot som det hår, hun vasker i den bedste shampoo to gange om ugen.
-Hun (den amerikanske husmor) søger at understrege sin egen berettigelse
ved at få mange børn, men én baby må blive, den sidste, og hun hænger
sig fast ved dette sidste barn for at udfylde sin tomhed og følelse af
overflødighed. Hun kommer til at lide af søvnløshed, nervøsitet, og uro
og ofte er det, som om det fremskynder hendes overgangsalder.
Hun får for mange børn for hurtigt, mens hendes egen personlighed
udvikler sig for langsomt. En kvindes huslige arbejde kan ikke give
hende en virkelig status, husarbejde i eget hjem gi’r ikke noget
rigtigt, mener Betty Friedan. Det, hjemme-husmoderen skal have i så
henseende, må hun finde hos sin mand. Både manden og børn ene bliver
hendes statussymboler. Hvis hendes mand ikke kan skaffe hende materielle
goder nok, begynder hun at se ned på ham som skaffer og derefter som
seksuel partner. Hun søger at få sit utilfredsstillede åndelige liv
tilfredsstillet ved et seksuelt. Hun kræver for meget af manden, mere
end han kan klare.
Ikke vant til at klare sig selv
Betty Friedan, mener også at der skulle være nogen forbindelse mellem
kvinder, der udelukkende lever som husmødre, og det stigende antal
homoseksuelle mænd. Som bekendt er homoseksuelle mænd altid stærkt
knyttet til deres mødre, identificerer sig ofte med deres mødre, og
Betty Friedan mener, at de homoseksuelle mænd ofte er sønner af disse
husmødre, der lever snyltertilværelse gennem deres søn. De børn, der
ikke bliver homoseksuelle, er med den mor, der har brugt alt for megen
tid til at være til deres disposition altid, så uegnede til livet, at de
ikke tør stå alene og derfor af lutter passivitet gifter sig i 18-19
års alderen. De kan ikke klare problemerne alene. De store børn søger
den letteste vej ind i ægteskab og fast seksualpartner, og når de får
børn, leger de bare Far-Mor-Børn.
Kulten af barnet
De store piger oplæres til at føre sig frem og få sig en mand så tidligt
som muligt. Så skal de sørge for at opgive deres egne drømme og give
sig til at leve gennem deres børn, som meget let bliver en samling
passive, bløde, vege små væsner, der keder sig, hvis ingen tager
initiativet for dem. TV har ikke hele skylden. Husmoderen, der ikke har
nogen rigtig alvorlige interesser uden for hjemmet, og som har gode
hjælpemidler, kan næsten helt give sig hen i Kulten af Barnet. Og i en
tid, hvor man nu så længe har påpeget nødvendigheden af at tage sig af
sine børn, er det nye toner at høre at hverken mor eller børn har godt
af, at de kun lever for hinanden. Halløj, folkens - der er en verden
udenfor ..
Kvinden, husmoderen, moderen skal passe på at hun ikke standser åndelige
vækst ved hundrede procent at sætte sig på barnestadiet. Det er hverken
hun eller barnet tjent med. Så længe man identificerer rollen som
husmoder med rollen at være rigtig kvinde - lige så længe vil husmødrene
gå rundt med denne totale følelse af tomhed, mener Betty Friedan. Og
først når hun har fundet sig selv og det skabende arbejde, som svarer
til hendes evne, først da vil hun være i stand til at give sig helt hen
seksuelt, mener Betty Friedan, idet hun vel her tager munden lovlig
fuld.
Husmorfælden. Betty Friedan vil derhen: Kvinden såvel som
manden bliver først helt voksen og helt glad, når hun har fundet et
arbejde, der svarer til hendes evne og uddannelse. Hun henviser til den
beskæftigelsesterapi, man giver på hospitaler og som har så stor psykisk
værdi for patienterne. Sunde, raske, velbegavede kvinder skal ikke have
terapi, men rigtigt arbejde, der tjener et virkeligt formål i
samfundet. Kun ved et arbejde, der interesserer, og som svarer til
evnerne, kan den amerikanske kvinde bryde ud af husmorfælden, hævder
Betty Friedan. Man kan ikke leve sit liv gennem andre mennesker, ikke en
gang gennem sine børn. Man må ikke fordybe sig så meget i deres liv, at
man glemmer sit eget - for det giver tomhed!
Hvordan rent praktisk? I sine hårde betragtninger
tænker Betty Friedan først og fremmest på kvinder med en eller anden
form for uddannelse. Hun ønsker ikke kvinderne ud på et hvilket som
helst arbejdssted, ikke på mørke fabrikker med hårdt arbejde, ikke på de
triste kontorer. Hun foreslår, at man starter med seks ugers kursus
over hele USA med et stort anlagt nationalt program, hvor husmødre
bliver skolet, og man finder frem til deres egne interesser – ”hvis man
altså kan komme igennem det hul af tomhed, der er kommet inden i enhver
kvinde, der har været husmor længe nok”! Husmødre skal ud på
laboratorier, på institutioner, de skal give sig af med forlagsarbejde
og musik, videnskab, litteratur - de skal være med til at skabe noget,
ikke så meget fordi det vil gavne samfundet (hvad det vil!), men for at
de kan blive voksne og finde sig selv, leve i sig selv. Men først må
husmødrene kæmpe sig ud af deres vaneforestillinger om kvindelighed og
den hellige husmorgerning.
Hvis vi fortsætter med at producere millioner af unge husmødre og mødre,
som standser deres uddannelse og vækst, som mister deres identitet, og
som ikke får noget menneskeligt og stadigt voksende at give videre til
deres børn, så begår vi genocide - et folkedrab - der starter med en
massebegravelse af den amerikanske kvinde, mener Betty Friedan i sine
opsigtvækkende udtalelser, der har vakt bestyrtelse mange steder i USA,
men som måske har det lillebitte gran - den ganske lille procent af
sandhed - der skal til for at et synspunkt kan indignere for alvor -.
...