...
De vrede unge hustruer: Vi keder os til fortvivlelse Civilisationen har gjort dem til arkitekter, sekretærer, tegnere og
læger, naturen har gjort dem til husmødre og mødre med stadig mindre at
bestille - og nu keder de sig i deres smaa udflytterhuse og føler, at
livet har snydt og bedraget dem.
...
Det er et dejligt sted under skovbrynet. Op i snedriven ligger en kælk
som et fartøj abandoneret af sit mandskab af vejens børn. Bag de nøgne
tilsneede hække, skimtes de små to-families huse, der nænsomt er sået
over dette landskab, hvor kreaturer græssede fredeligt for faa aar
siden.
Sovebyen kaldes dette indbegreb af udflytterby. Ordet tilhører mandens
verden. Det er ham, der sover herude. Kvinder og børn lever her.
Her skulle det menneskelige have en chance, som burde være enhvers. Men
som endnu kun er for de faa. Tænk hvad man slipper for. Boligproblemerne
ligger mange kilometer borte, storbyens jag er gearet ned til det
andante, der passer sig bedst for mennesker på to ben. Naturen har man
udenfor sit vindue, og omgangskreds skulle være inden for rækkevidden af
en aftentur i dette miljø i en aldersklasse, hvis børn er
skolekamerater. Var det grundtvigske ”om faa har for meget og færre for
lidt” nogen garant for jordisk lykke, skulle sovebyen være Paradiset
selv.
Mens mændene er borte
Hvordan gaar da livet i Levebyen? Hvordan former tilværelsen sig bag de
smaa vinduers blomsterpragt i dagtimerne, mens mændene, forsørgerne,
skrivebordene, tegnebordene, skrankerne i det som er deres professioner?
...
Den praktiserende læge og apotekeren ved, at nervepillen har fået et
marked her ude i idyllen. Smaa flasker med restenil anvises noget for
ofte til fru saadan og fru saadan, og i Brugsen ved man ogsaa, at fru
saadan har faaet fire halv flasker portvin ud sammen med kiks og
sæbespaaner i denne uge.
I Levebyen bor de hundreder af overkvalificerede husmødre i deres eget
indre helvede, et helvede der er hinsides det materielle og paa sin vis
hinsides sund fornuft til en saadan grad, at mændene for længst er
blevet trætte af at høre paa det. Men restenilerne, nervepillerne,
sovepillerne og portvinen kan opgøres i talstørrelser, som ikke lader
sig diskutere.
Disse tidens ”vrede unge kvinder” udsætter sig – ligesom ”de vrede unge
mænd” – for at blive en lille smule til grin. Det ved de godt. Men
fortvivlelse kureres ikke med latter eller overbærenhed, og skønt alt
skulle være saa godt, er der noget i mønstret der slet ikke passer.
En eftermiddag med tre af dem afslørede ganske klart, hvor det er
mønstret ikke passer. Disse kvinder er utilfredse, fordi man – i al
ligeberettigelsens navn – har uddannet dem til en tilværelse, der er
langt mere afvekslende, hjernemæssigt langt mere krævende, end at passe
hus og børn i en moderne rationaliseret husholdning.
Der er mange fællespunkter i disse tre kvinders situation. De er alle i
trediverne, de er alle tilfredse i deres ægteskaber – ”mændene er der
ikke noget i vejen med” – de har alle børn, den ene tre drenge paa 9, 8
og 5 aar, den anden to paa 9 og 7, den tredje en dreng på 9 og det andet
barn andetbarn i vente.
Der er yderligere det fællestræk ved dem, at de alle er veluddannede i
de fag, som rækker ud over det huslige. Og de har alle været i
erhvervslivet gennem flere aar, inden de holdt op med at arbejde efter
det første barn.
Fru Anna, som har to børn, har en højre akademisk teknisk uddannelse i
lighed med sin mand. Fru Birte med de tre drenge maatte afbryde
gymnasiet paa grund af sygdom, men blev kontoruddannet og sluttede i en
god stilling i administrationen. Fru Cecilie var uddannet som modetegner
og havde egen virksomhed i modefagene gennem fem aar, indtil ægteparret
flyttede ægteparretflyttede ud i huset.
Saa sker der da noget
De tre kvinder talte gerne om, hvorfor de føler sig skævt anbragt i
livet, skønt de paa mange maader har alt, hvad en kvinde kan ønske sig.
Det er personlige anliggender, og de fandt det forbavsende nok, at nogen
gad høre paa dem, men - ”saa sker der da noget”.
Fru Anna sagde: Jeg valgte min uddannelse, fordi den interesserede mig.
Jeg var overbevist om , at jeg ville holde mit fag i gang, selv om jeg
fik børn. Men da Peter kom, sluttede jeg og blev hjemme. Det fortryder
jeg paa en maade nu, for hvis jeg en dag kommer tilbage, er jeg kommet
helt ud af det. Hvis jeg havde en datter, ville jeg raade hende at tage
en uddannelse, som er forenelig med det at passe børn og mand, for det
er jo det, vi kommer til, hvad enten vi er uddannede eller ej.
Fru Birte: Der er kvinder, der kan være tilfredse med at passe børn og
huset, skønt det gøres lettere og lettere for os. Naar min mand er gaaet
om gaaetom morgen, begynder jeg nervøst at flytte rundt paa møblerne bare for
at have noget at bestille. Børnene tager mindre og mindre tid, som
aarene gaar, men man skal være om dem alligevel. Man støver af, klæder
børn af og paa, tørrer den lille under næsen, har aldrig tid til at
foretage sig noget samlet, og har sjældent saa meget at gøre at man
virkelig er helt beskæftiget. - Det er ingen ære i at være husmoder, siger fru Cecilie. Det giver ikke
...
den arbejdsmæssige tilfredshed, som gør en lykkelig. Vi taler meget
lidt om, hvad der er bedst at pudse vinduerne med her i denne kreds, og
brødet køber man i pakker, saa man ingen gang behøver skære det i
skiver. Man giver sig ikke til at bage bare for at faa tiden at gaa. Vi
kender hvert skaar i hver tallerken, og det eneste der sker, er at
tallerkenen en dag gaar i stykker. I gamle dage var husførelse en
besværlig ting. Man pudsede kobberkedler.
Fru Birte: Man bliver saa dødtræt af at kun tale med børn.
...
Fru Anna: Ja, det er i virkeligheden temmelig opslidende kun at maatte
være paa niveau med sin ældste hele dagen. Man skulle holde kvinderne
nede paa et stadium, hvor de endnu var beærede over, at der kom en mand
og hævede dem op til sig. Der er nogle, der siger, at hjernen bliver
tilbage – jeg kan ikke føle den. Jo ældre man bliver, jo dummere bliver
man, og jo mere afhængig bliver man af familien. Dagen tilbringer man
med at jage støv væk i forventningen om, at min mand kommer hjem ved
syvtiden. Han var træt og uoplagt, da han startede tidligt om morgenen.
Kvinden er træt og udkørt af simpel kedsomhed, naar han kommer hjem om
aftenen. Jeg har aldrig været saa lykkelig som den gang, da jeg
studerede. Der var dage, hvor jeg følte jeg havde udrettet noget. Mine
evner var forbrugt paa opgaver, som var en udfordring til mig.
Fru Cecilie: Jo mere tid vi faar, jo mere pukler mændene. Vi har ikke
andet at tage os til end at ønske os ting, som mændene skal slæbe penge
sammen til at anskaffe. Det render jo, det forbandede liv. Intet kan
mislykkes for den moderne husmor. Suppen serveres fra pose.
Fru Anna: Jo, bearnaise-sovsen.
Fru Cecilie: Vi er nødt til at sige til os selv hele tiden, at vi er
lykkelige. Vi har alt, mand, børn, hus, helbred, mad paa bordet. Det
regner ikke en gang ned i min seng. Min mor siger, at jeg skulle skamme
mig, at jeg ikke har lov at klynke, og saa siger jeg igen, at jeg er
lykkelig. Vi keder os, vi er ubrugte, og somme tider tænker jeg paa, at
huset ude paa heden og et barn om aaret i virkeligheden er de fleste
kvinders bestemmelse.
Fru Birte: Saa er vi oven i købet blevet alt for forkælede til et barn om aaret. Jeg var helt elendig efter to paa to aar.
Fru Anna: Det er ikke forkælelse alt sammen. Det er ikke noget
forkælelse ved, at man er skævt anbragt i tilværelsen. Somme tider
ønsker jeg, at jeg var blevet ved mit arbejde, bare den halve dag. Men
naar vi nu ser os om – skal vi lade børnene gaa for lud og koldt vand,
fordi vi vil holde vore fag i gang. Naar man bor herude, bliver jo et
halvdagsarbejde snart til et heldags med en times transport ud og en
time hjem.
Jeg vil egne mig til at være en rigtig luksuskvinde, siger fru Anna.
Bruge mine kræfter til at samle mine gode venner til fest. Men den gaar
ikke her i den bøde økonomiske mellemvare. Man har ikke raad til at tage
til byen og se et teaterstykke, hvis en dag humøret er elendigt.
Brugsen og vaskeriet
Fru Birte: Herude flytter vi støv og møbler fra morgenstunden. Vi har to
hovedforlystelser. Den ene er den daglige tur til Brugsen. Her staar vi
og prikker til alt kødet og paa alle ostene, bare for at faa tiden til
at gaa, indtil vi skal bag fire vægge igen. Den anden er en
fjortendagsforlystelse. Det er turen til hurtigvaskeriet. Mange af
fruerne pynter og netter sig, inden de drager af med vasketøjet. Paa
vaskeriet paraderes høje hæle og smaa pynteforklæder.
Samtalen kunne gaa videre, som livet gaar videre derude i menneskebyen.
Er disse tre søde, velbegavede piger i den alder, der hævdes at være den
bedste, da helt fra den? De har jo saa meget at takke for, vil mange
sige.
De kan ikke gøre for det – hvem kan i det hele taget gøre for hvad. Man
har gennem hele deres opvækst foregøglet dem noget helt andet, end det
de – og flertallet af normale kvinder – er bestemt for. Man har trænet
deres evner, deres intelligens, deres kunnen, til de krav, som livet i
Levebyen ikke stiller.
De tilhører en generation, hvor begrebet det husmoderlige har faaet en
komisk klang af strikse gamle tanter og deres julebagning. Men tag ikke
fejl. Disse tre, som saa mange i en lignende situation, er mødre af hele
deres instinkt og dertil udmærkede husmødre. De udfylder deres plads.
Men deres plads udfylder ikke dem. De keder sig til taarer og galskab,
til fortvivlelse og desperation, som harmonerer saa slet med hele dette
yndige sceneri af pæne smaa nybyggerveje ude i naturen.
Vel er vore gave for tilfredshed eller vor hang til utilfredshed noget
helt personligt. Det at være lykkelig er et af de væsentligste af alle
talenter. Og vel er mange kvinder i en lignende situation lykkelige og
tilfredse. Men bortset fra det temperamentsmæssige har disse tre og
deres medsøstre en ganske paaviselig aarsag til at være uforløste i
livet. For civilisationen har gjort dem overkomplette til de opgaver,
som naturen har tildelt dem.
...
Utilfredsheden er et problem uanset utilfredshedens aarsager, og
kedsomheds-neuroser kan være lige saa alvorlige som alle andre lettere
sjælelidelser. Lad os ikke foregøgle os, at vi kan løse ethvert kompleks
af problemer paa en søndag, og lad os først og fremmest overlade til
andre den forkerte konklusion: at kvinderne skal sendes tilbage i det
intellektuelle mørke, hvorfra de faa generationer siden rejste sig.
Det er nu fastslaaet, at der i det kvindelige cellevæv findes et lille
vedhæng, som synes at have en væsentligere rolle end den lille forskel
mellem kønnene, man hidtil har raabt hurra for. Maaske er tidspunktet
inde – som professor le Maire
sagde det i et nytaarsinterview i Politiken – til en revision af selve
det mand-kvindelige lighedsbegreb. Maaske skulle nogle flere unge piger
følge fru Annas raad: at uddanne sig i noget som ikke er uforeneligt med
at passe mand og børn. Maaske skulle man – i erkendelse af, hvor
indviklet og omfattende hele denne sag er – nøjes med at pege paa, at en
legetante ved et praktisk arrangement kunne sikre Levebyens mødre to
fritimer hver eftermiddag. Saa kunne de sætte sig til at forbruge deres
energi-overskud ved klaveret, i et fransk kursus, hos Søren Kirkegaard
eller ved en væv. To timer mindre at kede sig fortvivlet i. ROBERT NAUR
...
- Vi keder os, lød det i kor lød det fra de tre mødre og husmødre i den
...
københavnske udflytterby under interview med Politikens medarbejder.
N O T E R
...
1. Professor le Maire
Louis le Maire (1910-72) var professor og højesteretsdommer. Interviewet der henvises til blev foretaget af Knud Poulsen og bragt i Politiken 1.1. 1959, s 7-8. Her udtaler Louis le Maire sig om, at kvindens rette plads er hvor hendes hjerte er, nemlig i hjemmet.
...