...
påvirket af den økonomiske sikring i tilfælde af sygdom. Tabel 32 viser
tværtimod, at sygefraværshyppigheden er mindst hos de
sygeforsikringsmæssigt bedst dækkede; kvinder er i alle tre grupper
optalt med ca. 20 pct. højere syge-meldingshyppighed end mændene.
7.2.2. National Health Survey i USA for 1965-66 viser et noget andet
forhold mellem kønnene med hensyn til tabte arbejdsdage (tabel 33).
Undersøgelsen viser et større antal sygedage for mænd end for kvinder,
totalt og for alle aldersgrupper bortset fra 25-44 år. Den mandlige
oversygelighed gør sig stadigt mere gældende med stigende alder.
Nogen umiddelbar forklaring på dette forhold er det ikke muligt at give.
Blandt de akutte lidelser, er det i første række luftvejsinfektioner og i
anden række ulykkestilfælde, som giver anledning til sygefravær for
begge køn.
7.2.3. Det engelske sygeforsikringssystem muliggør en registrering af tabte arbejdsdage efter køn og alder.
Det viser sig her, at der for kvindernes vedkommende sker en jævn
stigning i antallet af tabte arbejdsdage pr. år fra 9 til 38 gennem
aldersgrupperne 15-54 år, hvorefter der registreres et fald. For
mændenes vedkommende ses en svag stigning fra 7 til 12 tabte arbejdsdage
pr. år i aldersgrupperne 15-44 år, hvorefter der ses en stærk stigning
til 41 dage pr. år i 60 års alderen. Efter 60 års alderen konstateres et
fald i antallet af tabte arbejdsdage, også for mænd.
Disse tal er altså væsentligt højere end de tal, der findes ved
populationsundersøgelser i befolkningen i Danmark og USA, hvilket delvis
kan forklares ved, at populationsundersøgelserne ikke omfatter
personer, som er på institution.
7.3. Sygdomsfravær for specielle grupper
7.3.1. Løbende fraværsstatistik for kontorfunktionærer.
Foreningen Engageringskontoret for handel og industri gennemfører en
løbende fraværs-statistik vedrørende funktionærer på basis af årlige
indberetninger fra omkring 30 firmaer med omkring 6.500 funktionærer af
begge køn.
Denne statistik viser for 1967, at det gennemsnitlige antal sygedage pr.
person var blandt mænd 5,6 dage og blandt kvinder 10,4 dage. Fravær på 6
dage og derunder udgjorde 54 pct. af mændenes sygedage og 62 pct. af
kvindernes. For mændenes vedkommende var det største sygefravær i
aldersgrupperne 15-20 år og 56 år og derover, og det mindste sygefravær i
aldersgruppen 31-35 år. For kvindernes vedkommende ses ligeledes
største sygefravær i aldersgrupperne 15-20 og 56 år og derover, mens det
mindste fravær her ses i 41-45 års alderen.
I tabel 34 er foretaget en analyse af kønsforskellene med hensyn til
sygefravær. Det fremgår heraf, at den kvindelige oversygelighed,
registreret som antal sygedage pr. person, er størst i alderen 21-35 år,
hvor kvinder er sygemeldt i dobbelt så mange dage som mænd.
Hyppigheden af sygemeldinger aftager med stigende alder for begge køn.
Kvinder sygemeldes ca. dobbelt så hyppigt som mænd i alle aldersklasser.
Varigheden af de enkelte sygdomsfraværs-perioder er stigende med
stigende alder og er bortset fra aldersgrupperne 21-35 år størst for
mænd.
73.2. Fraværsstatistik for Københavns kommunes tjenestemænd og lønarbejdere 1964.
På kvindekommissionens
initiativ har socialforskningsinstituttet foretaget en analyse af den i
1964 indsamlede fraværsstatistik for ca. 14.000 tjenestemænd og ca.
11.000 lønarbejdere ansat i Københavns kommunes tjeneste. For de knap
15.000 mænd, som indgik i undersøgelsen, fandtes et samlet fravær
svarende til 17,9 dage pr. person, medens de godt 10.000 kvinder i
undersøgelsen havde et samlet fravær svarende til 19,4 dage pr. person.
De vigtigste resultater af analysen er i øvrigt.
Den procentdel af de tre ansættelses grupper for lønarbejdere, der har været væk fra arbejde på grund af sygdom i løbet af 1954, er
...
stigende med stigende sikring mod tab af indkomst i sygdomstilfælde.
...
Dette gælder både for mænd og kvinder.
2. Antal sygedage pr. person og antal sygedage pr. syg person varierer kun lidt mellem de tre lønarbejdergrupper for aldersgrupperne under 40
år. For personer over 40 år er sygefraværet meget højere blandt ansatte
arbejdere med tjenestemandslignende ansættelsesforhold end blandt andre
arbejdere.
3. Det større sygefravær blandt lønarbejdere med løn under sygdom er et resultat af en generel forøgelse i sygefraværet såvel af de korte som af
de lange sygdomsperioder.
4. Tjenestemændenes sygefravær er mindre end fraværet blandt lønarbejdere med fuld løn under sygdom og større end fraværet blandt
lønarbejdere med 80 pct. løndækning. Den store variation mellem
tjenestemandskategorierne tyder på, at sygefraværet påvirkes af andre
faktorer end dem, der er gjort til gen
stand for undersøgelse her.
...
og ansættelsesmæssigt ensartede tjeneste-mandsgrupper har man
konstateret, at kvinders fravær har et større omfang end mænds. Dette
gælder alle aldersklasser, men kvindernes oversygelighed er størst i de
yngre aldersklasser. Det må i denne forbindelse erindres, at fravær i
forbindelse med graviditet og fødsel medregnes i kvindernes sygefravær.
6. Andelen af sygdomsramte personer stiger ikke med alderen. Antal sygedage pr. person og pr. syg person stiger derimod med alderen,
navnlig for mænds vedkommende. Ligeledes er sygdomsperiodernes
gennemsnitlige længde stærkt stigende jo ældre personer, det drejer sig
om.
7. Af det samlede antal fraværsdage falder langt den største del på de lange sygeperioder.
7.3.3. Dansk Arbejdsgiverforenings fraværsundersøgelse juli 1967 - juni
1968. Fraværsundersøgelsen omfatter i gennemsnit for de 4 kvartaler godt
141.000 arbejdere og godt 64.000 funktionærer. I undersøgelsen er
registreret antallet af fraværende personer på hver enkelt arbejdsdag,
og dette er sammenholdt med antallet af beskæftigede ved udgangen af
hver måned. Fraværet er opgjort i hele arbejdsdage, og deltidsansattes
fulde fravær på en arbejdsdag er medregnet som en hel arbejdsdag.
Det samlede fravær kan opdeles efter fraværsårsag i sygefravær,
barselfravær og "rest"-fravær. Fravær på søn- og helligdage er ikke
medtaget i statistikken.
Resultatet af undersøgelsen fremgår af tabel 35.
...
Det totale antal fraværende personer er sat i forhold til gennemsnittet
af antal beskæftigede ved udgangen af de 4 kvartaler. Tabellen viser
således det procentiske sygefravær, barselfravær og restfravær. Under
sygefravær medregnes forlænget barselfravær, som skyldes sygdom.
Restfraværet omfatter fravær på grund af genindkaldelse til
militærtjeneste, fravær på grund af sygdom i hjemmet samt andet fravær,
f.eks. enkelte fridage. I restfraværet er ikke medregnet ferie, ordinær
militærtjeneste, orlov og fravær på grund af uddannelse.
Det fremgår af tabellen, at sygefraværet er større i hovedstaden end i
provinsen, større blandt arbejdere end blandt funktionærer og større
blandt kvinder end blandt mænd. Det fremgår ligeledes, at barselfraværet
kun spiller en mindre rolle i det samlede fravær, og ikke kan forklare
forskellen mellem fraværshyppigheden for mænd og kvinder. Det samme
gælder for restfraværet, der som nævnt blandt andet omfatter fravær på
grund af sygdom hos familiemedlem.
En nærmere analyse af fraværets industrivise fordeling viste, at
kvindelige arbejdere i hovedstadens drikkevareindustri og provinsens
metalvareindustri havde det højeste samlede fravær. De kvindelige
funktionærers fraværsprocent var størst i hovedstadens offentlige værker
samt i provinsens gummiindustri.
Det gennemsnitlige antal fraværsdage for kvindelige funktionærer med
6-dages uge (knap 10 dage) pr. år viser god overensstemmelse med
sygefraværsstatistikken for kontorfunktionærer som er refereret ovenfor
(7.3.1.). En direkte sammenligning med fraværsstatistikken for
Københavns kommunes tjenestemænd og lønarbejdere (7.3.2.) vanskeliggøres
af, at opgørelsen af fraværsdage er sket efter forskellige principper,
specielt for så vidt angår søn- og helligdage, der falder i en
sygeperiode eller grænser op til en sygeperiode. Sådanne søn- og
helligdage indgår med en vis vægt i arbejdsstatistikken for Københavns
kommune. Under alle omstændigheder er sammenligninger mellem
Arbejdsgiverforeningens fraværsstatistik og de to ovennævnte
fraværsstatistikker kompliceret af, at der ikke findes nogen
aldersfordeling i arbejdsgiverforeningens materiale.
7.3.4. Sygefraværsundersøgelse i svensk industriforetagende.
I 1959 gennemførtes en undersøgelse af sygefraværet blandt funktionærer og arbejdere ved ASEA i Våsteras.
Tabel 36 viser antallet af tabte arbejdsdage pr. person på grund af
sygefravær for mandlige og kvindelige funktionærer fordelt efter alder.
Der ses for mændenes vedkommende et stigende antal fraværsdage med
stigende alder, men sygefraværet er for alle aldersgrupper, hvor
materialet tillader en sammenligning, større for kvinder end for mænd.
Kvindernes oversygelighed er størst i aldersgruppen 35-44 år, der også
har et større antal sygedage pr. person end både yngre og ældre
aldersgrupper.
...
Tabel 37 viser, at kvindelige funktionærer også havde et betydeligt
hyppigere fravær end mandlige; det skal tilføjes, at gravide
funktionærer havde lavere sygefravær (bortset fra barselfravær) end
gennemsnittet i den pågældende aldersgruppe.
Sygefraværet blandt arbejderne på ASEA er i undersøgelsen opgjort som
antal tabte arbejdstimer og yderligere opgjort som procent af den
samlede arbejdsindsats, der er tabt på grund af sygdom. Tallene er
derfor ikke umiddelbart sammenlignelige med funktionærtallene.
Det fremgår af tabel 38, at tabet i arbejdstimer på grund af sygdom
stiger med alderen for mændenes vedkommende, medens den modsatte tendens
gør sig gældende for kvinderne i de aldersgrupper, hvor materialet
muliggør en sammenligning. På samme måde er den kvindelige
oversygelighed målt i tabte arbejdstimer faldende med stigende alder.
Blandt gravide kvindelige arbejdere registreredes større sygefravær
(bortset fra barselfravær) end gennemsnittet for kvinder i den
pågældende aldersgruppe.
...
7.4. Sygdomsfravær for kvinder efter civilstand
7.4.1. Kvindelige kontorfunktionærer i Danmark 1964.
I den tidligere omtalte løbende statistik vedrørende kontorfunktionærer i
Danmark (se side 36) foretoges også en analyse af sygefraværet for
ugifte og gifte kvinder.
Tabel 39 viser fordelingen af sygefraværet for kvindelige
kontorfunktionærer efter alder og civilstand. Det fremgår, at gifte
kvinder i aldersgruppen mellem 21-55 år har 37 pct. større sygefravær
end ugifte. Over sygeligheden svinger mellem 30 og 50 pct. og synes ikke
at være korrelere! med alderen.
...
7.4.2. Arbetsmarknadskommitténs kvinnoutretnings fraværsundersøgelse 1948-49.
Denne undersøgelse omfattede ca. 30.000 arbejdstagere - i første række
"kroppsarbetare" - heraf 19.500 mænd, 4.800 gifte og 6.000 ugifte
kvinder. Sygefraværet er registreret i fire perioder af hver én uges
varighed med tre måneders mellemrum, henholdsvis november 1948, februar
1949, maj 1949 og august 1949. Fraværet er opgjort i procent af den
ordinære arbejdstid.
Tabel 40 viser stigende sygdomsfravær med stigende alder for ugifte
kvinder, men ret uforandret højt fravær for gifte kvinder i alle
aldersgrupper under 60 år. I overensstemmelse hermed falder gifte
kvinders oversygelighed med stigende alder, og er næsten forsvundet
efter 50 års alderen.
...
Der er i denne tabelopstilling set bort fra barselfravær,
arbejdsfritagelse motiveret med pasning af børn eller andre pårørende
samt fravær uden angivelse af grund, altsammen fraværsårsager der
bidrager til at øge gifte kvinders totale fravær i forhold til ugiftes.
7.4.3. Svenske forsikringsfunktionærers sygefravær 1950.
En undersøgelse af sygefraværet i 1950 blandt 6.300 funktionærer ved
svenske forsikringsselskaber muliggjorde også en sammenligning mellem
sygefraværet for ugifte, gifte, fraskilte og enker.
Tabel 41 viser antallet af fraværsdage i de forskellige
civilstandskategorier og i forskellige aldersgrupper. Gifte kvinder har i
denne undersøgelse gennemsnitlig 35 pct. højere sygdomsfravær end
ugifte og oversygeligheden er størst i aldersgruppen 35-44 år. Fraskilte
kvinder udviser lidt højere sygdomsfravær end gifte.
7.5. Sygdomsfravær for kvinder med og uden børn
7.5.1. Undersøgelse af sygdomsfraværet i svensk industriforetagende
for kvinder med og uden børn.
På basis af observationer af sygefravær blandt 200 kvindelige arbejdere
beskæftiget hos ASEA, Vesterås, hele første halvår af 1964, har man søgt
at vurdere betydningen af børnetal for kvinders sygdomsfravær.
Det fremgår af tabel 42, at såvel antallet af sygdomsperioder som
antallet af tabte arbejdstimer er størst blandt kvinder med børn mellem
0-7 år. Generelt synes stigende børnetal imidlertid ikke at medføre øget
sygefravær - snarere tværtimod. Undersøgelsen angiver imidlertid ikke
aldersfordelingen for de pågældende kvinder eller for de børn, der er
over 7 år, hvorfor man ikke tør drage videregående konklusioner ud fra
dette materiale.
...
7.5.2. Arbetsmarknadskommitténs kvinnoutretnings fraværsundersøgelse 1949.
Den allerede omtalte undersøgelse af fraværet blandt kvindelige
arbejdere i Sverige 1948-49 (se side 40) omfattede også et forsøg på at
vurdere betydningen af børnetal for kvinders fravær. I redegørelsen for
undersøgelsen er dog på dette punkt kun præsenteret tal for det totale
arbejdsfravær, d.v.s. omfattende både sygefravær, arbejdsfritagelse af
anden grund samt fravær uden årsagsangivelse.
Tabel 43 viser den samlede fraværsprocent for ugifte og gifte kvinder
med og uden børn. Det fremgår, at kvinder med børn under skolealderen
har den største fraværsprocent (lidt højere for kvinder der samtidig har
skolebørn d.v.s. flere børn). Det er bemærkelsesværdigt, at gifte
kvinder har større fraværsprocent end ugifte, selv i de tilfælde hvor
den ugifte har et barn at forsørge. Ugifte kvinder med både småbørn og
skolebørn (d.v.s. med flere børn) har dog større fraværsprocent end
gifte kvinder i samme situation. I denne opstilling kendes børnenes
alder, men ikke deres antal og man savner en fordeling af kvinderne på
aldersgrupper.
...
7.5.3. Sygdomsfravær blandt østrigske kvindelige arbejdere og funktionærer med og uden børn. Wien 1959-61.
En undersøgelse af sygdomsfravær blandt 7.500 kvindelige arbejdere og
3.500 kvindelige funktionærer i Wien gennemførtes i årene 1959 -61 med
henblik på at fastslå betydningen af børnetallet for sygdomsfraværets
omfang.
For kvindelige arbejdere fremgik det, at 1 barn generelt forøger
antallet af tabte arbejdsdage med 12 pct., 2 børn forøger antallet af
tabte arbejdsdage med 28 pct. og 3 eller flere børn forøger antallet med
55 pct. Alderen synes i forhold hertil at spille en mindre rolle, men
viser dog for kvindelige arbejdere med børn et maksimum i aldersgruppen
30-39 år.
De kvindelige funktionærer havde generelt langt færre tabte arbejdsdage
end kvindelige arbejdere, men betydningen af børn for fraværets omfang
var relativt større - i hvert tilfælde for kvinder med 1 eller 2 børn.
Det maksimale fravær konstateredes også her for kvinder i aldersgruppen
30-39 år med børn.
7.6. Fravær på grund af særlige kvinde-sygdomme, svangerskab og barsel
Problemet omkring fravær fra arbejdet på grund af særlige
kvindesygdomme, svangerskab og barsel har naturligvis særlig interesse i
forbindelse med vurderingen af mænds og kvinders sygdomsfravær.
Det er meget sparsomt, hvad der foreligger af oplysninger på dette
område, og forskelle i registrering af sygdomsfravær - respektive
barselfravær - gør det yderligere vanskeligt at sammenligne
materialerne.
7.6.1. Dysmenorrhoeundersøgelse (undersøgelse af menstruationslidelser) Malmö 1955-57.
890 kvinder indgik i undersøgelsen, heraf 120 kontorfunktionærer, 644
fabriksarbejdersker, 34 ansatte ved stadsteatret og 92 elever
ved gymnastikinstituttet. 62 pct. af disse kvinder angav ingen
dysmenorrhoe, medens resten angav nuværende eller tidligere dysmenorrhoe
af forskellig sværhedsgrad.
Dysmenorrhoe var hyppigst i aldersgruppen 20-24 år, hvor 46,2 pct. angav
dysmenorrhoe, heraf 23,9 pct. i sværere grad. Dysmenorrhoe fandtes
hyppigere blandt ugifte end blandt gifte kvinder i aldersgrupperne 25-34
år34år.
Tabel 44 viser betydningen af dysmenorrhoe for sygefraværet blandt
kvindelige fabriksarbejdere i forskellige aldersgrupper. Det fremgår, at
fraværet på grund af dysmenorrhoe er faldende med stigende alder, og at
denne fraværsårsag aftager i relativ betydning med stigende alder.
Tabel 45 viser tilsvarende forholdene for kvindelige kontorfunktionærer.
Her har dysmenorrhoe som fraværsårsag størst omfang og størst betydning
i aldersgrupperne 20-29 år.
Alt i alt er dysmenorrhoe efter denne undersøgelse en relativ hyppig
gene specielt i aldersgruppen 20-24 år, men den udgør kun en meget
beskeden del i årsagerne til kvinders sygdomsfravær.
...
7.6.2. Barselfravær blandt kvindelige svenske forsikringsfunktionærer 1950.
I den tidligere nævnte undersøgelse af kvindelige svenske
forsikringsfunktionærer blev det påvist, at det gennemsnitlige
barselfravær for kvindelige funktionærer i forskellige aldre var 4,8
dage pr. år med et højdepunkt i aldersgruppen 25-29 år, hvor det
gennemsnitlige fravær var 11,3 dage pr. år.
Ved at sammenholde disse tal med det samlede gennemsnit for
sygdomsfravær blandt disse kvinder, som udgjorde 17,9 arbejdsdage pr.
år, og som i aldersgruppen 25-29 år udgjorde 19,8 arbejdsdage pr. år,
viste det sig, at barselfravær udgjorde omkring 25 pct. af det samlede -
og i aldersgruppen 25-29 år knap 60 pct. af det samlede fravær.
...