...
Den ideologiske kamp
Den ideologiske kamp mod kønsrollemønstrene (eller for en ændring af
dem) har gennem mange år udelukkende været ført af venstreorienterede.
Det kan heller ikke undre, da det har været et venstreorienteret monopol
at kunne se (og påvise) forbindelsen mellem samfundets økonomiske love
og den herskende livsopfattelse. Men samtidig har det været en
venstreorienteret svaghed, at man ikke gennem en etik har sat sit eget
liv i direkte forbindelse med ideologien, men netop har henvist til de
store samfundsøkonomiske love og sammenhænge. At sige at man ikke kan
gøre noget ved »kvindespørgsmålet« før vi har fået et socialistisk
samfund er lige så uetisk og formalistisk som frasen om at vi jo
allerede har afskaffet diskrimineringen, nemlig i lovgivningen. For
måske vil et socialistisk samfund bl. a. udvikle sig gennem radikale
ændringer i kønsrollerne.
Den yderste ideologiske bastion, Dansk Kvindesamfunds Ungdomskreds,
har først og fremmest interesseret sig teoretisk for en nedbrydning af
den gamle familiekultur med den deraf følgende optagelse af kvinderne i
erhvervslivet på alle ledder og kanter. Det er til at forstå. Det
appellerer til retfærdighedssans og konsekvens i argumentationen. Men
også denne front må opgives, fordi vores samfund er et mandssamfund.
Uden at jeg kan bevise det, vil jeg påstå at produktionsliv og
samfundstænkning er baseret på den mandlige biologi, og at man derfor
ikke kan anse »kvindespørgsmålet« ved blot at gøre alle kvinder til
mænd. Dette ikke sagt for at støtte folk der snakker om kvindens
»kvindelighed«, men for at rette opmærksomheden ligefuldt mod den
omvendte proces: at gøre mændene til kvinder. Netop her har 30´er-radikalisterne vist deres uduelighed eller i bedste
fald deres manglende forståelse af elementære menneskelige problemer.
Helt ned til 30-års alderen ser man i dag venstreorienterede, der
principielt går ind for ligeberettigelse m. m., leve i traditionelle
ægteskaber. Deres dilemma er forklarligt. De er fanget ind af økonomiske
loveøkonomiskelove. Det kan bedre betale sig at manden bruger sin uddannelse (eller
får sin), hvis man skal have rækkehus osv. Og ingen mand, der er
radikalt indstillet og udadvendt, ønsker at gå hjemme og passe børn og
gøre alt det man skal gøre, når man går hjemme og passer børn. Derfor
strækker disse menneskers visioner sig højst så vidt som til at ønske
hotelagtige beboelser, hvor begge ægtefællerne kan arbejde hver dag fra
morgen til aften. Kvinden bliver til mand og manden bliver ved med at
være mand. Og hvis ikke kvinden har mulighed for at blive til mand,
kunne det aldrig falde manden ind at blive til kvinde.
Det siges at kønsrollerne indoktrineres allerede før skolealderen. Mon
ikke dette er ved at ændres? I hvert fald for en del miljøer i
København. Det ser ganske vist ud til at den traditionelle
arbejderklasse stadig er lige traditionel i sit syn på kønsroller, selv
når konen arbejder på fabrik eller kontor for at skaffe penge til bil og
sommerhus. Konen har som bekendt dobbeltarbejde. Børnene er tidligt
kønsrolle-indoktrinerede. Især de der kommer forholdsvis hurtigt ud af
skolen. Men det synes som om tendensen er, at de der går længere i skole
i højere grad kommer ud på den anden side af 14-års alderen uden det
traditionelle syn på mand og kvinde. Det illustreres tydeligst ved
»maskuliniseringen« af pigens adfærd og »feminiseringen« af drengens.
Måske endda drengens udvikling er stærkest, og dette er positivt når man
betænker de gamle radikales dilemma: at mændene nok principielt kunne
gå ind for børnehaver, kvindeuddannelse osv., men ikke selv ville lade
sig feminisere. Nu viser feminiseringstendenserne sig i klædedragt og
udseende: langt hår, spraglet tøj, sminke m.m.
...
-og der har homosexuelle avantgardister (især modeskabere) nok spillet
en stor rolle. Endvidere kan man tale om øget yngelpleje»instinkt«,
madlavningslyst og evne til at bo for sig selv uden mor, kone eller
værtinde til at ordne tøj, vaske op etc. Dette er også en konsekvens af
en boligmæssig og produktionsmæssig udvikling. Kvinderne har ikke
længere så god tid.
Pigens maskulinisering viser sig (udover det traditionelle: uddannelse)
ved piberygning, lange bukser, intellektuelle interesser, evne til at bo
alene uden beskyttelse, m. m.
Sammen giver det i visse miljøer i København i første række en
afsexualisering af adfærden. Man sporer i stigende grad en meget
afslappet holdning hos gangs af unge såkaldte provoer, beatniks,
atomkampagnefolk, langhårede hippier m. m. Pigerne er ikke kokette,
drengene ikke heroiske. Ja, de er i udtalt grad uheroiske. Den danske
»Elsk Amerika«-kampagne, der ligesom amerikanske kolleger i San
Francisco og New York har foranstaltet love-ins,
er et tydeligt udtryk for en ny holdning. Et produkt af velfærden,
nemlig en reaktion mod et stivnet karrieremønster der i højeste grad
indbefatter kønsrollemønstrene.
Dette er tendenser, der er mere eller mindre udtalte i andre dele af
landet, ja, endda i andre dele af København - men det er tendenser der
allerede nu præger bybilledet.
En sådan praktisk radikalitet, der helt står i modsætning til de gamles
teoretiske radikalitet og lader sig praktisere i et velfærdssamfund,
dyrkes især hos u-etablerede unge, dvs. unge der ikke har børn og
uddannelse. Derfor udgør den ikke en brugelig strategi, men måske nok en
brugelig enbrugelig privat løsning for mange. Ubrugeligheden kan vise sig, når man
slutter sig sammen i par - og det gør mange - og når man får børn og
afslutter uddannelse(r). Derved indgår man en forbindelse med samfundets
overordnede økonomiske love. Man kæmper måske, og måske kæmper man slet
ikke og sidder så i nettet. Det vil i de kommende år vise sig, hvor
mange der falder til patten - og hvordan de gør det.
Men i alle tilfælde kan man konstatere, at der er sket en vældig
udvikling, når det er muligt for unge at sætte sig ud over det
traditionelle kønsmønster. For så er det ikke længere rigtigt at det
indoktrineres før skolealderen.
Og de grupper af unge, der i nogle år har levet tilfredsstillende med
hinanden uden at pigerne behøver at være mindre udadvendte end mændene
og uden at mændene behøver at være heroiske, de vil selv i »tilpasset«
tilstand udgøre en pression overfor det bestående.
Denne pression ytrer sig allerede hos de 30-årige, der privat har
spillet fallit. Og den ytrer sig tidligt hos de, der endnu ikke har
spillet fallit, men som tydeligt ser farerne og fælderne. Den ytrer sig
bl. a. i sexuelle spørgsmål og i boligspørgsmål. Man kan sige, at det er
lidt lovligt lidt, men på den anden side er det netop et udtryk for den
praktiske radikalitet. Hvad kan vi gøre her og nu?
Mange unge bor mere eller mindre kollektivt sammen, og har så gode
erfaringer med dette, at de ikke ønsker at isolere sig i et hus eller en
lejlighed med en ægtefælle og nogle børn. De agiterer for kollektive
boligformer, men agitationen overhøres i den almindelige larm. Og
desuden - hvad nytter agitation? Der skal ske en radikal ændring af
boligstrukturerne. En sådan ændring kan gennemføres for dem der er så
heldige sammen at kunne leje store, gamle villaer. Andre må sidde
tilbage med skammen - i to-værelsers lejligheder som de aldrig har
ønsket sig, men som er den tåleligste måde de kan løse deres private
boligproblem på. Man sidder så i en lejlighed. Det er første skridt i
samfundstilpassende retning. Isolation hedder overskriften over vort
samfund og særlig over kønsrollerne.
De kollektive boligformer, der virkelig er kollektive og ikke bare
service-huse, bryder helt det enkelte menneskes isolation. Gør det så at
sige automatisk udadvendt. Og det indebærer et sådant kaos af indtryk
og muligheder, at en meget stram samværsform, som familien jo er, ikke
kan bevares.
Dette giver konflikter, hvilket ikke er utilfredsstillende, med mindre
man går ind for det konfliktfrie, dvs. det udfordringsfrie. Ens
ægtefælle kan afkoble hos andre, ens børn kan måske bedre lide andre
voksne osv. Kollektivet har alle muligheder i sig. Og jeg tror det vil
søges realiseret af flere og flere i de kommende år.
Hvordan er nu det sexuelle adfærdsmønster i kollektive og »ligeberettigede« miljøer?
På dette vanskelige område er tendenserne naturligvis ikke helt så
udtalte som ellers. Men der er nogle helt afgørende grundtræk, der
baseres på svangerskabsforebyggende midler og almindelig frigørelse fra
kontrol og som blandt andet kommer til udtryk i den erotiske litteratur.
...
I de mest ligeberettigede miljøer af unge er det vist nok stadigvæk
manden, der er initiativtager, når det gælder første gang. Men en
ændring spores i at pigerne lige så vel som mændene kan stå ved de
erotiske erfaringer og snakke om dem.
I selve den erotiske aktivitet, tror jeg, der er sket en stor udvikling.
Det er bekendt, at et svangerskabsforebyggende middel som pessar (og nu
ser piller og spiraler ud til at skulle gøre det helt fuldkomment), i
stor grad frigør kvinden. Hendes sexuelle passivitet har vi tit fået
forklaret som naturlig (måske at hun naturligt er bange for at blive
besvangret), men nu har vi jo sat os ud over denne forbandede natur.
Endvidere bliver sjovt nok fokus flyttet fra selve samlejet og til en
stor varietet af erotiske handlinger, der kan udføres med hænder,
fødder, øjne, ører, stemme, mund, tæer, lår, armhuler ... (læseren er
med!). Dette afspejles i den erotiske litteratur, idet første skridt er
petting, dvs. kæleri for og med kønsorganerne. Petting vides at
praktiseres i USA som erstatning for rigtigt samleje, men når det
rigtige samleje kan udføres uden fare for besvangring, befries det for
sin magiske tiltrækning og kvinden befries for sin svangerskabspligt.
Der er tusind andre muligheder, hvad netop porno-bøgerne så udmærket
påviser. En anden tendens viser trang til promiskuitet, men ikke de
forargedes sædvanlige »parren sig i flæng«.
Den afslappede holdning medfører, at man godt kan være selektiv og
alligevel ikke monogam. Nøjagtigt ligesom man har det i forhold til
folk, man inviterer til middag.
Men når jeg skriver »trang«, er det fordi realiseringen af en sådan
målsætning foreløbig indebærer så mange konflikter, at man altid er
forsigtig. Men selv en trang der vedstås gensidigt, er en ændring af et
bestående mønster.
Ændringen er naturligvis ikke ny og har allerede fået mange litterære
forløb. Forbudet mod en så fremragende roman som »O´s Historie« er et
eksempel på, hvor frygtet denne problematik er. I »O´s Historie«
bliver Historie«bliver kvinderne brændemærket med mandens initialer, hvilket stort set
er en dækkende beskrivelse af det traditionelle ægteskab. Tilhængerne af
dette besidder lovgivningsmagt og politi. De handler derefter.
»O´s Historie« er en pubertetsvision. Kvinden skal altid være
tilgængelig for manden. På et vink løfter hun sine skørter op for at
tage imod ham. Men måske har hun siddet stille i flere timer og ventet
på vinket, mens manden har læst sin daglige avis. Tydeligere kan det
ikke siges.
Men denne problemstilling er almen. Fælles for alle generationerne. De
nye generationer udmærker sig kun ved at de i ly af velfærden kan
praktisere og efterprøve andres teorier - også helt uden kendskab til
teorierne.
Når det lige så ofte forekommer, at kvinden »forfører« manden som
omvendt, og når orgasme-samlejetyranniet er afløst af en mere afslappet
holdning i forbindelse med en stærkere (og mere bevidst) brug af
fantasien, så kan man måske tale om at de sexuelle adfærdsmønstre er ved
at »komme med«. Hvor stor dækning der er for min beskrivelse, når man
tænker på andre grupper af unge, er svært at sige. En sociologisk
undersøgelse er stærkt tiltrængt.
Sådanne tendenser rører naturligvis ikke ved samfundets almindelige
økonomiske love. Og det er også disse love, som betinger kønsrollerne.
Men tendenserne skaber en oppositionel bevidsthed, der er konfliktfri så
længe samfundet tillader ghettoer af unge at praktisere deres egen
livsform, men som bliver til politisk kamp, når planerne krydses ved
uddannelser, børnefødsler m. m. Men givet er det, at et sådant møde ikke
vil forløbe som tidligere kendte konflikter om kønsroller.
Der spores ikke hos den unge generation noget opgør med »den kvindelige
mystik«. Man kan måske sige at mystikken ytrer sig anderledes, at det
rationelle sejrer på en række områder - men i al almindelighed tror jeg
snarere, at feminiseringen af manden er den nye og endnu ubetrådte vej.
Det indebærer at oprøret er mandens (som alle tidligere oprør). Manden
frabeder sig den heroiske herskerrolle, fordi den er upraktisk,
besværlig og fantasiløs, den er en lænke om benet. At befri sig for den
er ikke nemt, men man kan håbe på hjælp fra de mere bevidste kvinder. Og
man kan håbe at kreative miljøer i fremtiden stadig vil være stærkt
homosexualiserede, fordi homosexualiteten er en udfordring til
kønsrollerne, på samme måde som den delte by Berlin er en udfordring til
øst- og Vest-Europa.
Det er sandsynligt at de traditionelle kønsroller først kan udvikles
radikalt gennem et møde med homosexualiteten, at vi altså vil bevæge os
ind i en tilstand med stærke bisexuelle tendenser, hvilket baseres på,
at befrugtningsmyten sættes ud af kraft gennem spiraler, piller og fri
abort.
Kvinden må altså finde sin nye værdi i en frigjorthed af modertanken.
Det er ikke noget der kan ske ved tankens hjælp, men derimod noget der
ubønhørligt trænger sig på, når præventionsmetoderne udvikles til
fuldkommenhed. Derfor er tendenserne også stærkest hos ungdommen, som
har det frieste og naturligste forhold til prævention.
Manden må på samme måde finde sin værdi i en frigjorthed af
fader-tanken. Andre end han kan gå i seng med hans kone - og snart
produceres børn på flaske.
Sådan vil ikke protestbevægelser alene, men selve det industrielle
grundlag fjerne den sidste rest af mening under kønsrollerne. Og når
mennesket i den industrialiserede verden er blevet helt fremmed over for
sin »natur«, kan det måske opbygge det mest unaturlige af alt: Et
samfund af forskellige »dyr«, hvor forskellene bare er forskelle - og
ikke automatisk fører til diskriminering og udbytning, hvor forskellene
mellem generationerne måske er større end forskellene mellem kønnene.
...