...
For dem, der ser paa vielsesattesten, er ægteskabet en praktisk økonomisk foranstaltning, der tjener til at bevare en vis samfundsstruktur, og som giver en vis sikkerhed for børnene. Denne opfattelse var vore fædres og vore bedstefædres og den er stadig ret eneraadende i katolske lande, hvor et ægteskab er uopløseligt, hvor følelserne mellem mand og hustru ikke tæller, og hvor der ses med overbærenhed paa utroskab. En person, som virkelig er sin ægtefælle tro gennem længere tid, betragtes næppe som normalt erotisk udviklet. Herhjemme kom synspunktet til udtryk i de udtalelser, som fremkom, da den danske skilsmisselov skulle overføres til Grønland. Man mente, det var uforsvarligt at lære grønlænderne at hykle paa samme maade som vi ved at gøre utroskab til skilsmissegrund.
Opfattelsen er samfundets, og den er vist ogsaa hovedparten af de voksne, gifte samfundsborgeres. Den mand eller kvinde, som staar med begge ben paa jorden, forelsker sig nok, men efter giftermaalet koncentreres opmærksomheden om det praktisk-økonomiske samarbejde, om børnene og indboet. Forleden stod der under »Bolig-Nyt« et spørgsmaal, der begyndte noget lignende som: Min mand vil gerne gaa med til skilsmisse og lade mig faa begge børnene, hvis han maa faa lejligheden. Men ellers vil han under ingen omstændigheder lade sig skille. Se, det er en mand, som har blik for de virkelige, faste værdier i tilværelsen. Mænd kan nok lide at prale af, at de er polygame. Men som Noel Coward har udtrykt det: Immorality may be fun. But it isn´t fun enough to take the place of a hundred per cent virtue and three square meals a day. (Letsindighed er maaske sjovt: men ikke sjovt nok til at opveje fuldendt dyd og tre ordentlige maaltider om dagen).
...