...
De Konservative Kvinders Møde Onsdag den 17. Juni
Tale af Frk. Karen Ankersted.
Der kaldes for Øjeblikket paa de Konservative Kvinder. Landet er kommet i en faretruende Situation, ogenhver maa gøre sit til at bringe det frelst ud af Faren. Intet er derfor rimeligere, end at de konservative Kvinder slutter sig sammen med deres mandlige Meningsfæller for at staa Last og Brast med hinanden. Desværre maa vi sige, at de konservative Mænd har forsømt i Tide at kalde paa Kvinderne, de har ment, som det forleden udtaltes, at Kvinderne var for gode til at trækkes ind i Politikens Strid og Kævl;men hvor meget vi end maa anerkende de Følelser, der ligger til Grund herfor, maa vi dog sige, at det desværre har været en misforstaaet Ridderlighed, der har haft til Følge, at en Del konservativt tænkende Kvinder er draget over i de Radikales Rækker, fordi disse har været snu nok til at vifte med Valgretten og love Guld og grønne Skove. At dette har været lige saa forlorent som Partiet i det hele er, viser sig nu bedst ved den uretfærdige Valglov, der særlig er udgaaet fra de Radikale, og hvorved ikke en eneste Kvinde har Chance for at komme ind i Rigsdagen og gøre sin Indflydelse gældende ved Lovgivningen.
Jeg ved meget godt, at mange af de konservative Kvinder heller ikke har ønsket Valgretten; men det kan ikke nytte, at de nu af den Grund holder sig tilbage; Valgretten staar for Døren, og den vil komme før eller senere - det vil den nærmeste Fremtid vise, alle Partier er enige herom, og var Valgloven og dermed ogsaa Grundloven ikke bleven standset, havde vi nu siddet inde med Valgretten; men jeg tror at turde udtale, at selv alle vi, som har ønsket Kvindernes Valgret gennemført, er Landstingets Højre taknemlige for, at de gjorde, hvad de kunde for at standse en saa uretfærdig Valglov og en for Landet saa ulykkelig Grundlov, der kun vil føre os lige i Socialdemokratiets Magt, og hvad det vil sige, maa vi ret tilfulde gøre os klart.
Naar man som jeg i 5 Aar har arbejdet paa nært Hold med Socialdemokraterne i det kommunale Raad, saa er man ikke i Tvivl om, hvorhen det bærer. Først og fremmest kvæles alt privat Initiativ, saa afskaffes Ejendomsretten.
Jeg har aldrig tidligere tænkt mig det muligt, at man kunde have saa lidt Respekt for andres Penge, hvoraf Størstedelen dog er samlet ved Flid og Sparsommelighed. Nej, det kom ret frem hos os ude paa Frederiksberg, da Socialdemokraternes Fører, Forvalter Jensen, udtalte, at dét ikke var vor Sag at sige, hvor Pengene skulde komme fra, det var kun vor Sag at bruge saa mange som muligt, vi behøvede jo kun at sætte Skatteskruen i Gang. Ja, vi kan være forvissede om, at den ogsaa vil blive sat i Gang; thi noget maa jo Førerne ogsaa give de menige Rækker for selv at kunne hæve deres ikke ringe Betaling af Fagforeningskasserne. Dernæst Georgeismen, som særlig vil gaa ud over alle de Jordbesiddende, Det vilde føre for vidt at komme nærmere ind paa dette Spørgsmaal i Aften, men jeg maa benytte Legligheden til at henlede Deres Opmærksomhed paa et lille udmærket Skrift af cand. polit. J. T. Juhl; "Er Georgeismen ikke Tyveri?" Skønt jeg selv inderlig Ønsker Valgretten, fordi jeg tror, at Kvinderne kan blive til Gavn for Landet, og fordi jeg finder, at det er et retfærdigt Krav, at Kvinder saa vel som Mænd faar Del i Lovenes Affattelse, hvoraf mange hidtil har baaret Ensidighedens Præg, at Mænd og Kvinder i den store som i den lille Husholdning faar Lov at supplere hinanden og retlede hinandens Tankegang, saa vover jeg dog at sige: Vi vil hellere vente, selv om det skulde blive en lang Ventetid, end vi vil se Landet bragt i Elendighed ved Socialdemokraternes brutale Egoisme og Mangel paa Ansvarsfølelse.
Der er talt mange haanende Ord om Konservatismen, og de Radikale har villet reducere Højre til intet, skønt det tæller adskillige flere Tusinde Medlemmer end de Radikale. Det er et dødt Parti, hedder det, som har udspillet sin Rolle, og som man ikke behøver at tage Hensyn til. Lad os vise dem, at vi er levende, at Højre er en Faktor, som man maa regne med. Slutter vi os alle sammen og forlanger Stat, Kommune og Hjem respekteret og værnet, da skal det ogsaa nok vise sig, at vi formaar noget;men Enighed skal der til.
Lad os derfor tage Lære af de konservative Landstingsmænds sidste Optræden og lad os love dem, at vi skal være rede til at hjælpe dem paa ethvert Punkt, hvor det gælder Landets og Folkets Vel.
...