Ligeløn

Ligeløn nu! 

Ligeløn er i modsætning til fri abort et klassisk kvindepolitisk krav, som har udløst store kampagner under både den første og den anden feministiske bølge. Men succesen har været begrænset. Ganske vist er ligelønsprincippet knæsat i en stribe love og overenskomster, alligevel tjener mænd stadig gennemsnitligt ca. 30% mere end kvinder.

Striden stod - og står - især om fortolkningen af ligelønsprincippet. Det defineres af forskellige aktører som

 

  • Samme løn for samme arbejde

  • Samme løn for arbejde af samme værdi

  • Samme gennemsnitsløn for kvinder og mænd

 

Da de to køn sjældent har samme arbejde, og mænds arbejde generelt vurderes højere end kvinders, er der ikke meget potentiale for forandringer i de to første definitioner. Det er der i den tredje, der til gengæld udfordrer den alment accepterede forestilling, at lønniveauet skal afspejle kvalifikationer og arbejdsindsats.

I de senere år har den terminologiske forvirring ført til nye begreber som løngab og skelnen mellem "forklarede" og "uforklarede" lønforskelle. Indtil videre har disse forsøg på begrebsafklaring dog ikke forhindret, at påstande om, at vi er langt fra og tæt på ligeløn, flyder frit rundt i mediehavet.

Forside fra "Kvinder" oktober-november 1976

Den danske aftalemodel

I begyndelsen af 1900-tallet blev der opbygget et fagretligt system, hvor arbejdsmarkedspolitiske spørgsmål blev afgjort ved forhandlinger mellem arbejdsgivere og fagforeninger. Som led i denne proces overlod Folketinget vidtgående selvstyre til arbejdsmarkedets parter - repræsenteret ved hovedorganisationerne Dansk Arbejdsgiverforening og De Samvirkende Fagforbund, som LO oprindeligt hed.

På grund af denne specielle danske aftalemodel omfattede loven om ligeløn fra 1919 kun det offentlige arbejdsmarked. På det private arbejdsmarked blev lønnen fastsat ved overenskomstforhandlinger hvert andet år. Som udgangspunkt var arbejdsstyrken opdelt i tre kategorier efter uddannelse og køn: Faglærte mænd, ufaglærte mænd og kvinder. I 1966 var den gennemsnitlige timeløn i industrien 13, 61 kr. for faglærte mænd, 11.11 kr. for ufaglærte mænd og 9.96 kr. for kvinder. Murersvende lå højest med over 19 kr., kvindelige bageriarbejdere lavest med knap 8 kr.

Kvinder var nærmest per definition ufaglærte. Over 90% af lærlingene i håndværk og industri var drenge. Pigerne klumpede sig sammen i nogle få fag, og næsten halvdelen faldt fra undervejs.

For arbejdsgiverne var den lavtlønnede kvindelige arbejdskraft en indlysende fordel, og fagforeningerne, hvor mandlige medlemmer var i overtal frem til 1970'erne, satsede primært på at skaffe mænd en løn, der kunne forsørge en familie.

Træsnit af Thomas Kruse fra bogen "Hverdagsliv: Tre arbejderkvinders fortællinger", 1986

 

Ligelønskravet rejses efter 2. Verdenskrig

Kvinderne stod styrket efter krigen med stærke forventninger om en ligestillingsbonus. Den forsøgte Kvindeligt Arbejderforbund, KAD under ledelse af Fanny Jensen at hæve ved at kræve ligeløn på KADs kongres i 1945. Forbundet var sammen med det lille Husligt Arbejderforbund de eneste overlevende af 1800-tallets mange kvindefagforeninger, og KAD påtog sig naturligt rollen som fagbevægelsens indpisker i denne sag. Når kravet trods hidsige diskussioner blandt medlemmerne ikke var rejst tidligere, skyldtes det frygt for, at arbejdsgiverne ville foretrække mænd, hvis kvinder skulle have den samme løn som mænd.

De internationale organisationers menneskerettighedserklæringer, der også inkluderede ligeløn, indgik i fagforeningernes argumentation, og artikel 119 i Romtraktaten, der i 1957 lagde grunden til et hidtil uset forpligtende europæisk samarbejde, blev et af de vigtigste kort i spillet. Danmark forhandlede om optagelse med Fællesmarkedet 1961-63, indsendte en ny ansøgning i 1967 og blev medlem i 1973. I denne periode havde politiske aktører altid EF-politikken i baghovedet, også når de diskuterede ligeløn.

Fra 1960 var den danske aftalemodel under stigende pres, dels fordi udbygningen af velfærdsstaten krævede strammere samfundsøkonomisk styring, dels fordi Danmark i EF/EU gik i samarbejde med lande, hvor arbejdsmarkedet i langt højere grad var statsreguleret. Denne udvikling fik afgørende indflydelse ikke bare på ligelønsspørgsmålet men på ligestillingspolitikken i det hele taget. Arbejdsmarkedets parter kunne nu ikke længere fralægge sig ansvaret for forskelsbehandling af arbejdskraften, og i 1970'erne kom generelle ligestillingsspørgsmål som fx børnepasning ind i fagbevægelsens programmer. 

Kvindeligt Arbejderforbund fejrede 75 års jubilæum i 1976. Forsidebilledet er en fresko af Diego Riviera fra 1933

 

ILOs Ligelønskonvention 195

I 1951 satte Den Internationale Arbejdsorganisation ILO skub i udviklingen med vedtagelsen af en konvention om, at lønfastsættelse skulle foregå uden hensyn til arbejderens køn og hvile på en objektiv vurdering af arbejdets værdi. Forskelle i lønsatser var ifølge ILO helt legale, så længe køn ikke var udslagsgivende. Som midler til at bryde kønsarbejdsdelingen anbefalede organisationen ligestilling i erhvervsvejledning, faglig uddannelse og arbejdsanvisning, ligesom den opfordrede regeringerne til at lette kvinders adgang til erhverv.

Fagbevægelsen greb anledningen til at præsentere arbejdsgiverne for ligelønskrav og opfordrede desuden til ratifikation af konventionen, hvad der i 1950'erne kun fik politisk opbakning fra Danmarks kommunistiske Parti. Først i 1960 fremsatte arbejdsministeren et ratificeringsforslag, hvori han understregede, at det ikke indebar indgreb i den frie forhandlingsret, og at regeringen kun forpligtede sig til henstillinger til arbejdsmarkedets parter. Han pegede desuden på, at den offentlige sektor levede op til konventionen efter en revision af tjenestemandsloven i 1958, der havde fjernet særlige forsørgertillæg til mænd.

Forslaget fik enstemmig tilslutning fra Folketingets partier, der alle gik ind for ligeløn, men samtidigt støttede den frie forhandlingsret. Derfor frygtede bl.a. socialdemokraten Nina Andersen og den radikale Kirsten Gloerfelt-Tarp under forhandlingerne, at ratifikationen kun ville få symbolsk betydning, og der var stor usikkerhed om, hvordan man skulle gribe en kønsneutral vurdering af arbejdets værdi an.

Plakat fra HK

 

Ligeløn i enkelte fagforbund i 1960'erne

Fra 1952 var ligeløn i forskellige former en fast bestanddel af De Samvirkende Fagforbunds overenskomstkrav, og der blev nedsat flere udvalg til at analysere sagen. Arbejdsgiverne mente, at kvindelig arbejdskraft faktisk var mindre værd, fordi den havde "en kortere industriel levetid" og var dårligere uddannet. Det var dyrt at beskæftige og oplære kvinder, som på grund af familieforpligtelser ofte valgte deltid eller forlod arbejdsmarkedet i perioder.

Diskussionen om kvinders større sygelighed fyldte så meget i ligelønsdebatten, at Kvindekommissionen foretog en undersøgelse af fraværsstatistikken. Både barselsorlov og børns sygdom blev talt med, og forskellen mellem de to køn svandt ind, når man tog højde for, om kvinder var gift og havde børn.

Ligelønsproblemet ville ifølge Dansk Arbejdsgiverforening løse sig selv, hvis man importerede "job evaluation" fra USA, hvor det var almindeligt at klassificere job og ansatte efter (krav til) uddannelse, personlighed, indsats og holdning til arbejdspladsen. I 1961 udgav organisationen en bog om internationale erfaringer med arbejds- og meritvurdering.

Som modtræk mod denne totale afvisning valgte fagbevægelsen at satse på delmål, i første omgang udjævning af akkordsatser og dyrtidstillæg. Lederne af de store mandeforbund så ligeløn som et delaspekt af det højt prioriterede lavtlønsproblem, mens det var et principspørgsmål og en hjertesag for kvinderne i De Samvirkende Fagforbunds ledelse: Edith Olsen fra KAD og Ella Jensen fra Tobaksarbejderforbundet, der i 1963 blev den første kvindelige formand for et forbund med mandlige medlemmer.

De protesterede mod, at kvinder blev betragtet som andenklasses arbejdskraft. Især efter at teknologiske fremskridt havde fjernet det fysisk mest krævende arbejde, kunne de i mange job konkurrere med mændene. Kvinderne kom nu ud på arbejdsmarkedet for at blive og var indstillet på at skaffe sig den nødvendige uddannelse.

Op gennem 1960'erne blev de kønsbestemte satsforskelle gradvis reduceret, en proces, der blev fremmet af betragtelige lønstigninger under den økonomiske højkonjunktur. Men arbejdsgivernes modstand og fagforeningernes lunkenhed, også i kvindetunge brancher som tekstilindustrien, hindrede større fremskridt ved overenskomstforhandlingernes genkommende ligelønsforhandlinger.

Kun enkelte områder satte turbo på, og det blev betragtet som en milepæl, da Dansk Slagteriforbund som det første industriforbund i 1966 fik afviklet alle kønsbestemte lønsatser. KAD hæftede sig især ved, at ligelønnen ikke som frygtet førte til fyring af kvinderne. I tobaksindustrien indførte man samtidig nye lønsystemer, der udelukkende tog udgangspunkt i arbejdspræstationer.

1960'ernes vigtigste gennembrud kom på handels- og kontorområdet. HK var LOs næststørste og hurtigst voksende forbund med stor tilgang af kvindelige medlemmer, der i disse år overhalede mændene. Da hver femte HK'er var offentligt ansat, var det oplagt, at forbundsformand Erling Dinesen gjorde ligeløn til en mærkesag. Kampagnen begyndte i 1959 med løbende agitation i HK-Bladet, som oftest i polemik med arbejdsgiversynspunkter.

HKs argumentation hvilede på menneskerettighedserklæringer og ligelønskonventioner. Forbundet arbejdede for lige løn for arbejde af samme værdi, ikke for ens gennemsnitsløn og afviste derfor arbejdsgivernes frygt for store omkostningsstigninger og ringere konkurrenceevne. Man medgav, at kvindelig arbejdskraft var mere ustabil end mandlig, men det kunne netop ligeløn rette op på ved at bidrage til ændringer af arbejdsdelingen i familien.

Ligelønnen blev forhandlet igennem i tre faser: I 1961 vedtog man, at problemet skulle løses ved næste overenskomst, og 1963-overenskomsten fjernede kønsbestemte takster med virkning fra 1965. HK kunne således fejre sejren i flere omgange. Både Erling Dinesen, der blev minister i 1963, og hans efterfølger Henry Gran, fremhævede forbundets historiske indsats, og resultatets store PR-værdi blev brugt til kampagner for at hverve endnu flere medlemmer. At overenskomsten kun dækkede mindstelønnen, og at personlige tillæg spillede en stor rolle på HK-området, blev nævnt, men fik ikke lov til at overskygge begejstringen.

HK-bladet nr1, januar 1965

Fra klasse- til kønskamp

Dansk Kvindesamfund havde været drivkraften bag ligelønsloven i 1919, men overlod i respekt for aftalemodellen initiativet i den private sektor til de faglige organisationer. Da ligelønskravet i 1967 blev opgivet for 7. gang, skiftede foreningen imidlertid strategi og stillede spørgsmålstegn ved, om LO og Dansk Arbejdsgiverforening kunne løse opgaven, eller om det var nødvendigt med lovindgreb. Den nye aktivistiske linie blev fulgt op af en henvendelse til KAD om at skærpe kravene til de kommende overenskomster.

Kvindefagforeningerne betragtede sig ikke som en del af kvindebevægelsen. De frabad sig kraftigt borgerlige "kvindesagskvinders" indblanding i sager, de ikke havde forstand på. Ifølge KAD var ligeløn en del af klassekampen, hvor mandlige og kvindelige arbejdere stod sammen mod arbejdsgiverne. Forbundet lagde hele ansvaret for, at ligelønskravene endnu ikke var opfyldt, over på Dansk Arbejdsgiverforening.

Derfor så de faglige ledere med sindsro på, at overenskomsten også i 1969 videreførte uligelønnen, mens de menige medlemmer gav deres stigende utilfredshed udtryk gennem demonstrationer, og kritikken af forhandlingssystemets ineffektivitet bredte sig langt ud over feministiske kredse. Ved indgangen til 1970'erne var ligeløn en oplagt vindersag både for Dansk Kvindesamfund, som stod midt i en moderniseringsproces, og for de nye kvindepolitiske grupperinger med stort behov for profilering: Individ og Samfund, Rødstrømperne og Thilderne.

1970 blev præget af en stribe af ligelønsaktioner med fuld pressedækning. Størst opsigt vakte det, da en håndfuld aktivister med Karen Jespersen i front for åben skærm erobrede mikrofonen for næsen af LO-formand Thomas Nielsen 1. maj på Rådhuspladsen. Dansk Kvindesamfund supplerede i mere traditionel politisk stil med en opfordring til regering og Folketinget om at gennemføre ligeløn ved lov.

Det afviste arbejdsminister Lauge Dahlgaard ud fra den sædvanlige argumentation om den frie forhandlingsret. Desuden mente han, at lønforskellene hang sammen med kvindernes dårligere uddannelse, lavere ambitionsniveau, svagere tilknytning til arbejdsmarkedet, og at problemet først blev løst, når de havde tilkæmpet sig reel ligestilling.

Parlamentariske og antiparlamentariske metoder tørnede sammen, da Folketinget i december behandlede et forslag om ligeløn. Debatten kom som i 1960 til at dreje sig om aftalemodellen. Som ordfører for forslagsstillerne argumenterede SF'eren Gunhild Due for, at arbejdsmarkedets parter havde brug for en hjælpende hånd, mens de øvrige partier forlod sig på, at problemet ville blive løst ved den forestående overenskomst. Forhandlingerne blev afbrudt af en gruppe demonstranter, der kastede bannere og "ligelønskager" i 4/5.-dels størrelse ud over folketingssalen. Gunhild Due modtog Dansk Kvindesamfunds pris for sin indsats, socialdemokraten Lene Bro fik en røffel for at uddele adgangskort til de aktivister, Folketingets nervøse formandskab havde forsøgt at holde ude.

Samtidig stiftedes Kvindernes initiativgruppe for ligeløn, en koalition af fagforeningskvinder, Dansk Kvindesamfunds medlemmer, thilder og rødstrømper. Dette historisk unikke netværk var en udløber af interviewbogen Kvinder på fabrik, som bl.a. Toni Liversage stod bag, og det blev en organisatorisk model for de kommende års ligelønskampagner rundt om i landet. På trods af en til fjendtlighed grænsende uenighed mellem deltagerne blev initiativgrupperne den drivende kraft i den anden ligelønskamps afsluttende faser.

Illustration fra Socialistisk Folkepartis kvindegruppes skolingshæfte om ligeløn fra 1970'erne

 

Det store ligelønsslag i 1971

Fagbevægelsens top bagatelliserede ligelønskampagnen. Ella Jensen kaldte Rødstrømperne "Hellerupkællingernes døtre", og der var langt mellem etablerede tillidsfolk som fx de kvindelige bryggeriarbejderes formand Margit Fogh Jensen som havde udtalt sympati for den feministiske mobilisering. Men under overenskomstforhandlingerne i 1971 voksede bevidstheden om, at varen skulle leveres nu, hvis arbejdsmarkedets parter ville bevare initiativet. Da der i forhandlingens slutfase kom forlydende om, at man var ved at opgive ligelønskravet, gik 5.000 demonstranter på gaden i København. De gik i fakkeltog fra Rådhuspladsen til Forligsinstitutionen på Skt. Annæ Plads under parolen Vi kræver ligeløn - nu!, mens de sang gamle vuggeviser og arbejderkampsange i nye feministiske versioner. Kvindernes initiativgruppe for ligeløn stod for arrangementet, der med sin brede opbakning blev en af de største kvindepolitiske manifestationer siden valgretskampen i begyndelsen af århundredet. Deltagerne spændte fra veteraner på KADs venstrefløj som Inger Gamburg og Dagmar Andreasen over repræsentanter fra forskellige arbejdspladser og kvindeorganisationer. Da ligelønskravet kort efter faktisk blev opgivet, ramte Margit Fogh Jensen stemningen blandt kvinderne på arbejdspladserne med sin punchline: "Fagbevægelsens mænd er hamrende usolidariske". KAD blev hægtet af de afgørende forhandlinger, og Husligt Arbejderforbund stemte imod mæglingsforslaget,. Og selvom Edith Olsen, KAD, undlod at kritisere sine mandlige kolleger offentligt, forvandledes hun til feminist af pressen. Derimod støttede Ella Jensen result atet, fordi det foruden klækkelige lønforhøjelser også indeholdt et løfte om at gennemføre ligelønnen ved næste overenskomst, når et udvalg havde løst de tekniske problemer. Uden for fagbevægelsen fik frustrationen galgenhumoristiske udtryk. Journalisten Ulla Dahlerup, der havde ført an i flere demonstrationer, udformede sin klumme i B.T. som en dødsannonce for ligelønnen.

Tegning af Niels Winther, 1970

 

Ligeløn i overenskomsten 1973

Sommeren 1971 fortsatte aktionerne under de kommunale overenskomstforhandlinger. Den offentlige sektor havde siden 1958 brystet sig over at have ligeløn, men det gjaldt ikke engang formelt for ufaglært arbejdskraft. Fagbevægelsen gav derfor ligelønskravet topprioritet. Husligt Arbejderforbund truede for første gang i forbundets historie med strejke og blev bakket stærkt op af kvindeorganisationerne.

Rødstrømpernes Ligelønsgruppe i Århus demonstrerede deres solidaritet med rengøringsassistenterne ved at skrubbe og feje for kommunens dør. Thilderne gav Husligt Arbejderforbund Mathilde-prisen, mens Kommunernes Landsforening fik en Anti-Mathilde. Og Dansk Kvindesamfund opfordrede alle landets kommunalbestyrelser til at tage stilling til ligeløn og lægge pres på Kommunernes Landsforening.

For arbejdsgiverne var der ikke tale om et ligeløns-, men et lavtlønsproblem, og de var ikke indstillet på afgørende ændringer, før det nedsatte ligelønsudvalg havde udstukket retningslinjerne for det private arbejdsmarked.

Da der tilsyneladende ikke skete noget i ligelønsudvalget, indkaldte Dansk Kvindesamfunds arbejdsmarkedsgruppe fagforeninger, rødstrømper og thilder til ligelønsseminar i begyndelse af 1972. Her understregede Dagmar Andreasen behovet for at fortsætte og udbrede samarbejdet mellem faglige kvinder og feminister om ligeløn i initiativgrupper over hele landet.

Kort efter dannedes en initiativgruppe for ligeløn i Århus med repræsentanter for ni fagforeninger, Rødstrømpebevægelsen og Dansk Kvindesamfund. For at fastholde en ligelønsdagsorden frem til overenskomstforhandlingerne arrangerede gruppen en paneldiskussion med toneangivende faglige ledere og producerede en radioudsendelse til DR.

Hvor Dansk Kvindesamfund var den drivende kraft i Århus, etablerede en håndfuld feministisk interesserede studerende samtidig en initiativgruppe i Ålborg, der benyttede Kommunernes Landsforenings landsmøde i byen til at gennemføre en medieeksponeret ligelønshappening.

KADs nye formand Toni Grøn forsatte Edith Olsens linie med erklæringer om, at forbundet igen ville forkaste et mæglingsforslag uden ligeløn, og ledelsen var indstillet på samarbejde i initiativgrupperne op til overenskomsten i 1973 for at fastholde LO og Dansk Arbejdsgiverforening på ligelønsløfterne.

For kvindeorganisationerne var det indlysende, at de måtte overlade ledelsen til de faglige kvinder med det direkte kendskab til forholdene på arbejdspladserne og det fagretlige system. Dansk Kvindesamfund, der var opbygget på samme måde som fagbevægelsen og brugte traditionelle politiske arbejdsformer, gled ubesværet ind som vandbærer, mens det var mere vanskeligt for Rødstrømpebevægelsen at finde sin rolle, da kampagnen tog fart omkring årsskiftet 1972-73.

Rødstrømperne kritiserede fagbevægelsens hierarkiske struktur og forkastede dens systembevarende ligelønsdefinitioner. Alle skulle ifølge dem have samme løn for deres arbejde. De radikaliserede både klasse- og kønskampsaspektet, rettede skytset mod mændene i Dansk Arbejdsgiverforening såvel som LO og provokerede især ved teorien om, at den økonomiske og seksuelle undertrykkelse var to sider af samme sag.

Det lykkedes ikke desto mindre at skabe en kvindefront for ligeløn med fælles parolerlogoer,sange og pjecerAktionerne begyndte i januar, hvor der over hele landet blev hængt ligelønsbannere på statuer af kvinder, og endte med en demonstration i marts foran forligsinstitutionen. Her proklamerede Toni Grøn: "Ligelønnen er hjemme" - og kønsbestemte satser blev faktisk fjernet fra overenskomsten.

Kvinden med 8 arme, der med et smil klarer det hele, var et gennemgående symbol for Kvindeligt Arbejderforbunds ligelønskamp i 1970'erne. Forsiden af Kvindernes fagblad nr 1, 1973.

 

EF-medlemskab, ligelønsdirektiv og ligelønslov 1973-76

Ligeløn var et af temaerne i valgkampen op til folkeafstemningen i 1972 om dansk medlemskab af EF. Fagbevægelsen anbefalede et ja til medlemskabet, Dansk Kvindesamfund tog ikke stilling, Rødstrømpebevægelsen var imod. Rødstrømperne afviste officielle oplysninger om ligeløn i EF som propaganda og oversatte en kritisk kommissionsrapport, der dokumenterede, at uligeløn var udbredt i medlemsstaterne trods Romtraktatens artikel 119.

Ved optagelsen 1.1.1973 levede Danmark ikke op til artikel 119, men få måneder senere bragte den nye overenskomst tilsyneladende sagen i orden. I 1975 skærpede EF imidlertid ligelønspolitikken med et direktiv. Det udvidede definitionen fra lige løn for samme arbejde til lige løn for arbejde af samme værdi og krævede desuden, at alle borgere skulle have mulighed for at få konflikter om ligeløn afgjort ved en domstol.

En del af arbejdsgiverne stod uden for Dansk Arbejdsgiverforening, og deres ansatte var formelt ikke dækket af overenskomsten, selvom den almindeligvis blev fulgt. For at leve op til direktivet måtte Danmark derfor vedtage en ligelønslov, der dækkede hele arbejdsmarkedet. Lovforslaget afgrænsede ligelønsforpligtelsen til ansatte på samme arbejdsplads, der udførte samme arbejde, og det betegnedes i bemærkningerne som en formalitet, der ikke anfægtede den frie forhandlingsret. Valget af den snævre ligelønsdefinition blev forklaret med ønsket om at følge formuleringen i de kollektive overenskomster og forsvaret med, at samme arbejde i det fagretlige system også omfattede arbejde af samme værdi.

Ligelønsloven blev vedtaget i 1976 med tilslutning fra alle partier undtagen Fremskridtspartiet. Dette nye parti indtog det klassiske standpunkt, som de øvrige partier efterhånden havde forladt: At forholdet mellem kønnene var en privat sag, som det offentlige ikke skulle blande sig i.

Rødstrømpeplakat for 1. maj demonstration i 1970'erne. Fra Kvindehuset www.kvindehus.dk

 

Ligeløn - en narresut?

Indsnævringen af løngabet mellem mænd og kvinder fortsatte i nogenlunde samme takt som i 1960'erne uden tydelige spor af overenskomsternes ligelønsbestemmelser. Derimod fik en ny krig mellem Israel og de arabiske lande i 1973, der udløste store olieprisstigninger og konjunkturnedgang, stor betydning. Arbejdsløsheden steg, især for kvinder, og 1970'erne blev præget af mange og langvarige lønkonflikter.

Fagbevægelsen var også aktiv i den danske markering af FNs internationale kvindeår. Fx benyttede HK lejligheden til at gøre status over 10 år med overenskomstmæssig ligeløn. At de kvindelige medlemmers løn stadig lå 15 procent under mænds, blev primært forklaret med den skæve fordeling af arbejdet ude og hjemme. Af cirka 100 funktionærstillinger på det private arbejdsmarked sad mænd alene på den bedst aflønnede tredjedel, mens halvdelen af kvinderne klumpede sig sammen i lavtlønnede jobs som kontorassistenter og ekspedienter. Hovedansvaret for at gøre den formelle ligeløn reel placerede forbundet på kvinderne selv. De skulle overvinde "ligelønsproblemets psykologiske side" ved at kræve flere personlige tillæg, uddanne sig bedre, og blive mere fagligt aktive.

Op til overenskomstfornyelsen 1976/77 konstaterede KAD, at de klassiske lønforskelle trods relativt større lønstigninger til kvinderne eksisterede i bedste velgående. I 1975 var faglærte mænds gennemsnitlige timeløn 34,48 kr., ufaglærte mænds 29,79 kr. og kvinders 26,95 kr. Med henvisning til ligelønsloven stillede forbundet derfor krav om reel ligeløn gennem et nyt protokollat, der skulle sikre ufaglærte kvinder og mænd på samme arbejdsplads samme løn.

Kravet blev afvist, men ligelønsloven gav fagbevægelsen nye strenge at spille på. I 1977 vandt KAD en sag mod Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger om, hvorvidt kvinders arbejde i virksomhedens centrale grønsagspakkerier havde samme værdi som mændenes. I de følgende år anlagde flere forbund med skiftende held ligelønssager, men først i 1989 da EF-domstolen knæsatte princippet om, at arbejdsgiveren og ikke arbejdstageren skulle løfte bevisbyrden, fik fagbevægelsen et grundlag for at revitalisere ligelønsarbejdet.

Kvindeorganisationernes skepsis over for de faglige organisationers snævre ligelønsbegreb blev bestyrket efter 1973. Dansk Kvindesamfund spurgte om, og Rødstrømpebevægelsen fastslog, at ligelønnen var en narresut. Rødstrømperne flyttede herefter fokus til solidaritetsarbejde for strejkende kvinder, mens Dansk Kvindesamfund, der måtte opgive satsningen på samarbejde med fagbevægelsen, nedtonede sine aktiviteter.

Fra midten af 1970'erne blev ligeløn et anliggende for staten, ikke mindst det nyoprettede Ligestillingsråd, og fagbevægelsen. Og forståelse for det bredere ligestillingsperspektiv i sagen bredte sig efterhånden i de politiske, administrative og faglige systemer.

Plakat for en kampagne mod kvindearbejdsløshed i 1970'erne. Fra Kvindehuset: www.kvindehus.dk

 

Forslag til videre læsning

Der er meget lidt skrevet om ligeløn i perioden 1960-85. De fleste litteraturforslag gælder arbejdet for ligeløn fra 1990 til i dag:

Bjørst, Byrial Rastad: Ligeløn for job af samme værdi. Kbh.: Jurist- og Økonomforbundet, 2005. 590 s.

Brydninger : perspektiver på det kønsopdelte arbejdsmarked. Red.: Ruth Emerek ... [et. al.]. Kbh: Arbejdsmarkedsstyrelsen, 1997. 162 s.

Deding, Mette & Kennson Wong: Mænds og kvinders løn: en analyse af løngabet 1997-2001. Kbh.: Socialforskningsinstituttet, 2004. 156 s
Se pdf

Från kvinnolön till likalön: från kunskap till handling. Red.: Jorun Wiik, Åsa Löfström. Kbh.; Stockholm: Nordisk Ministerråd: Nordisk råd, 1994. 111 s. (Nord 1994:18)

Højgaard, Lis: Køn og løn: en analyse af virksomhedskultur og lønforskelle mellem kvinder og mænd i fire private virksomheder. Frederiksberg: Samfundslitteratur, 1996. 235 s.

Kvinders & mænds løn. Kbh: LO: DA, 2003. 94 s.

Kvinnelønnas mysterier : myter og fakta om lønnsdannelsen. Red.: Jorun Wiik ... [et al.]. Kbh.: Nordisk Ministerråd, 1993. 141 s. (Nord 1993:16)

Ligestillingslovene: med kommentarer. Red.: Agnete Andersen, Ruth Nielsen, Kirsten Precht. Kbh.: Jurist- og Økonomforbundet, 2001. 560 s.

Produktion & arbejdskraft i Danmark gennem 200 år. Red.: Flemming Mikkelsen.
Kbh.: Nyt fra Samfundsvidenskaberne, 1990. 361 s.

Smith, Nina: Why did the gender wage gap increase in Denmark after the enactment of the equal pay act? Aarhus: Aarhus Scool of Business, 1992. 27 s. (Working paper 92-5)

Udsen, Sanne: Jobvurdering og ligeløn. Kbh.: Arbejdsministeriet, 2001. 168 s.

Publikationerne kan lånes på KVINFOs bibliotek.

 

Kilder:

"Ligestillingsrådets årsberetning". Ligestillingsrådet, 1999, s. 102. Se pdf.

Maria Jacobsen: "Langt til ligeløn". Jyllands-Posten 4.2.2001, Karriere og penge, s 3 Se pdf.

Ligestillingsministeriets hjemmeside 15.10.2002 Se pdf.

"Den gennemsnitlige timefortjeneste i industrien". Hvem Hvad Hvor, 1968, s. 238 Se pdf.

"Hvem tjener mest?" Hvem Hvad Hvor, 1968, s. 278-79 Se pdf.

"Betænkning vedrørende kvinders uddannelsesproblemer". Kommissionen vedrørende Kvinders Stilling i Samfundet, 1968, s. 27 og 30. Se pdf.

"Hvem Hvad Hvor", 1968, s. 236-37 Se pdf.

"LO og ligestilling", 1987, s. 47. Se pdf.

HK-Bladet nr. 1/1965, s. 3 Se pdf.

Dorthe la Cour: "Ligestillingslove", 1992, s. 122 Se pdf.

Rigsdagstidende 1958-59. Tillæg A s. 1881-82 og 1888 Se pdf.

Folketingstidende 1959-60. Tillæg A s.3099-3104 Se pdf.

Folketingstidende 1959-50 s.3911-3934 og 3939-3942 Se pdf.

"Uenighed om, hvad ligeløn vil sige". Aktuelt 29.8.1962, s. 3 Se pdf.

Britta Foged m.fl: "Deltid - Kvindetid", 1980 s. 76. Se pdf.

"Er de mange sygedage hele forklaringen?" Aktuelt 28.9.1962 s 4 Se pdf.

"Betænkning vedrørende Kvinders sundhedsforhold". Kommissionen vedrørende Kvinders Stilling i Samfundet, 1971 s. 35-43 Se pdf.

"Uden hensyn til køn". HK-Bladet 9/1959 s. 140-41 Se pdf.

Erik Orht: "Arbejdsvurdering", 1961 s. 92-97 Se pdf.

"Kvinde, vogt dig for ligelønnens bagside". Politikken 28.10.1962 s. 40 Se pdf.

"Anden klasses arbejdskraft". Frie Kvinder 3/1960 s. 16 Se pdf.

"Statistisk Tiårsoversigt", 1973 s. 57 Se pdf.

"Nej til ligeløn på Nærum Nylon". Ekstra Bladet 22.4.1965 s 26 Se pdf.

"Ligeløn fra i dag i slagterifaget". Demokraten 1.4.1966, s 4 Se pdf.

"Ligelønnen gav lønfremskridt". Kvindernes Fagblad. April kvt. 1967 s. 57-58 Se pdf.

"Betænkning vedrørende Kvinders stilling på arbejdsmarkedet". Kommissionen vedrørende Kvinders Stilling i Samfundet, 1972 s. 29-31 Se pdf.

Lene Dalsgaard og Marianne Sumborg: "Det er for dårligt piger!". 1983 s. 78 Se pdf.

Erling Dinesen: "Kvinderne vinder frem". HK-Bladet 7/1962 Se pdf.

Holger Jensen: "Lige Løn for lige arbejde". HK-Bladet 5/1959 s. 70 Se pdf.

Forsiden af HK-bladet, særnummer maj 1963 og forsiden af HK-Bladet nr 1/1965 Se pdf.

Erling Dinesen: "Ligelønnens gennemførelse sikret". HK-Bladet 1963 s. 133 Se pdf.

Henry Gran: "HK skabte ligelønnen!" HK-Bladet 4/1964 s. 106 Se pdf.

"Kvindeligt Arbejderforbunds krav til de nye overenskomster i 1967". Kvindernes Fagblad. Jan 1967 s. 4 Se pdf.

"Skal der lovindgreb til for at skaffe ligeløn?" Kvinden og Samfundet 7/8 1968 s. 99 Se pdf.

"Kommer ligelønnen?" Kvinden og Samfundet 12/1968 s. 175 Se pdf.

"Den hårde banan, fru Olsen". Kvindernes Fagblad. April 1969, bagsiden Se pdf.

"Uddrag af formandens beretning på KADs kongres 29.9-1.10.1968". Kvindernes Fagblad, Okt. 1968, s. 67 Se pdf.

"De slukkede vores tørst - og gjorde livet lidt rødere: Bryggeriarbejdernes forbund, DBBMF 1898-1990". 1993, s 131 Se pdf.

"Rødstrømpebevægelsens aktioner i København". "Rødstrømpebevægelsen i København forår 1970 - sommer 1974". Grundhæfte 0, 1975. s. 4-12 Se pdf.

M. G: "Thildebørnenes historie". Kvinde og Samfundet 9/1972 s. 114 og 119. Se pdf.

Poul Worm: "Derfor gik de unge på barrikaderne 1. maj 1970". Ekstra Bladet 2.5.1970 s 23-25 Se pdf.

"DK ønsker lov for ligeløn". Kvinden og Samfundet, nr. 6/1970, s. 91 Se pdf.

Lauge Dahlgaard: "Ligeret - ligeløn - ligestilling". Politikens kronik, 1. 10.1970, s 25-26 Se pdf.

Folketingstidende 1970-71, s. 2593-99 Se pdf.

"Rødstrømper i Folketinget: Vi vil have ligeløn nu". Politiken 17.12.1970 s 16 Se pdf.

"Kvinder og kvindebevægelse", 1974 s. 87-89 Se pdf.

Kamma Langberg: "Ligeløn -Pigeløn", 1981. Upagineret bilag Se pdf.

"Rødstrømperne skader Ligelønssagen". Ekstra Bladet, 6.6.1970, lørdagsekstra, s 23-25 Se pdf.

Margit Fogh Jensen: "Nu må der en løsning til". Prop og kapsel, nr. 4/1970, s. 2 Se pdf.

"Porten gik først op da kvinderne råbte tøsedrenge". Ekstra Bladet, 9.2.1971, s. 18 Se pdf.

"Vi kræver ligeløn - nu". Løbeseddel i Margit Fogh Jensens privatarkiv. Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv Se pdf.

"Kvindesangen". Margit Fogh Jensens privatarkiv. Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv Se pdf.

Aase Hansen; "Kampsang". Prop og kapsel 3/1971 s. 12 Se pdf.

"Ligeløn-demonstration med genklag af kvindebevægelsens store øjeblikke". Information, 9.2.1971, for- og bagside Se pdf.

"Hurra for rødstrømperne siger ligeløns-veteran". Ekstra Bladet, 9.2.1971, s. 19 Se pdf.

"Fagbevægelsens mænd er hamrende usolidariske". Ekstra Bladet ,13.2.1971, s. 30 Se pdf.

Poul Andersen: "Edith Olsen - erindringer fra et langt liv", 1994 s. 91-94 Se pdf.

"Det er ikke et oprør at skifte tøj". Aarhus Stiftstidende, 21.2.1971 Se pdf.

"Så er Edith også trukket i rødstrømper". Politiken 18.2.1971, forsiden Se pdf.

Mogens Juhl: "Kvindernes oprør". Aarhus Stiftstidende 9.2.1971 Se pdf.

"Kvindens hvem hvad hvor", 1972, s. 52-53 Se pdf.

Ulla Dahlerup: "Her hviler ligelønnen", BT, 26.2.1971, s. 12 Se pdf.

Inger Schwaner: "Også løndiskrimination hos det offentlige". Frie Kvinder, nr. 2/1971, s. 5 Se pdf.

"Rødstrømpedemonstration". Jyllands Posten, 19.8.1971, s. 4 Se pdf.

"Rødstrømper bag husassistenter". Aarhus Stiftstidende, 19.8.1971 Se pdf.

"Nu må vi have ligeløn". Politiken, 16.9.1971, s. 14 Se pdf.

"Interview med rådmand Hans Brusgård". Kvinden og samfundet, nr. 5-6 1972, s. 67-69 Se pdf.

Dagmar Andreasen: "Rapport fra min maskine". Kvinden og samfundet, nr. 4 1972, s. 52-54 Se pdf.

"Ligeløn og solidaritet". Kvinden og samfundet, nr. 11-12 1972, s. 144 Se pdf.

"Møde om ligeløn 24.8.1972". Løbeseddel i Margit Fogh Jensens privatarkiv. Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv Se pdf.

Erik Thygesen: "Om køb og salg af arbejdskraft", 1973, s. 147-67 Se pdf.

"Rapport fra en ligelønsgruppe". Kvinden og Samfundet, nr. 5-6 1972, forsiden og s. 87-88 Se pdf.

"Ligeløn - her og nu". Kvindernes Fagblad, Okt. 1972, s. 63 Se pdf.

"Solidaritet for ligeløn". Rødstrømpebladet nr. 13, 1973, s. 8 og 10 Se pdf.

Ligelønspjece udgivet af Kvindernes Initiativgruppe for Ligeløn, 1973 Se pdf.

Rødstrømpebladet nr. 10, 1973, s. 1 Se pdf.

Rødstrømpebladet nr. 10, 1973, bagsiden Se pdf.

Rødstrømpebladet, nr. 9, 1972, bagsiden Se pdf.

Karen Smith: "Lønnen og den lill'bitte forskel". Kvinden og Samfundet nr. 2 1971, s. 190 Se pdf.

Kvindernes fagblad nr. 1 1973, forsiden Se pdf.

Kvindernes fagblad nr.1 1973, s. 4-5 Se pdf.

Kvinden og Samfundet nr. 2 1973, s. 24 Se pdf.

"Vi har kæmpet for ligeløn i 90 år". Politiken 3.3.1973, s. 6 Se pdf.

"Uddrag af mæglingsforslaget 1973". Kvindernes Fagblad nr. 4 1973, s. 3. Se pdf.

"Farvel til ligelønnen i EF". Demokraten 20.4.1972, s. 1-2 Se pdf.

"Rådets direktiv af 10.februar 1975". Folketingstidende1975-76. Tillæg A s. 1511-14 Se pdf.

"Forslag til lov vedr. lige løn til mænd og kvinder". Folketingstidende1975-76. Tillæg A s. 1505-10. Se pdf.

Uddrag af "Tredje behandling af forslag om lov om lige løn til mænd og kvinder". Folketingstidende 1975-76 s. 5121-22 Se pdf.

Statistisk tiårsoversigt, 1980, s. 62 Se pdf.

Statistisk tiårsoversigt 1980, s. 74 Se pdf.

"Roser og sten", 1976, s. 169-87 Se pdf.

Uddrag af "Kvindernes lønmæssige ligestilling" 1975, s. 18-19 Se pdf.

Uddrag af "Kvindernes lønmæssige ligestilling" 1975, s. 27-29 Se pdf.

"Ligestilling i samfundet". Kvindernes Fagblad nr. 3 1976, s. 3 Se pdf.

"Ligeløn i praksis". Kvindernes Fagblad nr. 6 1976, s. 3 Se pdf.

"Krav om reel ligeløn". Kvindernes Fagblad nr. 6 1976, s. 5 Se pdf.

"Voldgiftskendelse af 8.12.1977". Folketingstidende 1985-86. Tillæg B s. 605-14 Se pdf.

"Ligeløn - en narresut?" Kvinden og Samfundet nr. 3-4 1973 Se pdf.

"Kvinder kræver fuld beskæftigelse", 1978, s. 20-21 Se pdf.

Ophavsret:

KVINFO har indhentet tilladelse fra rettighedshaverne til kildetekster og illustrationer. I enkelte tilfælde har det ikke været muligt for redaktøren at finde frem til rettighedshaverne. Hvis du kan påberåbe dig ophavsret til tekster eller billeder i KVINDEKILDER og ikke er blevet kontaktet, beder vi dig om at henvende dig til KVINFO.

KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K · Tlf: 33 13 50 88 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk